Kastevind

Citat
”Sekunderne under vandet er mine længste. I det gråligt-grønne lys, med trykken for ørerne, har jeg en følelse af at være min egen. Her bor jeg og er en smidig, glat, lille fisk (…) Trangen til at forsvinde ned i noget og væk til noget andet er allerede gået i arv.”
”Kastevind”, s. 33.

Alberte Windings erindringsbog fra 2018, ”Kastevind – erindringsglimt fra en barndom”, består af 12 korte kapitaler, som til sammen indkredser barnet Albertes opvækst i en lettere kaotisk kunstnerfamilie gennem den tidlige barndom, hen over tabet af hendes mor og til teenagerens søgen efter sin plads i verden. Minderne fra barndommen er bundet op på barnets sansning af verden, som farens tørre, varme hænder, morens duft og hvide tænder, den dampende varme fra hestene, og skøjter der klemmer, mens fisk kommer til syne under isen. Bogen skildrer ligeledes på rørende vis barnets famlende forsøg på at afkode de voksnes kropssprog.

54700180

I sin bog beskriver Alberte Winding ligeledes pigens tendens til at påtage sig skylden for begivenheder, hun på ingen måde kan være ansvarlig for. Et vigtigt omdrejningspunkt i bogen er morens selvmord og den betydning, det får for barnet: ”Det var først efter hendes død, da hun holdt op med at være her mere, at jeg føler mig uelsket. For at tage sit eget liv er også at forlade sit barn for evigt, uden at blinke.” (s. 30). I Alberte Windings bog bliver erindringsglimtene fortalt fra barnets perspektiv, men den voksne fortæller træder også ind og analyserer på det, barnet ikke kan huske eller helt forstår: ”Er jeg en del af hendes sidste sommer? Jeg tror det, men også at jeg vælger at glemme hendes kærlighed, så der er plads til sorgen over at miste hende.” (s. 29). Bogens titel henviser til den særlige uro og sårbarhed, som er blevet implementeret i barnet: ”Når jeg rider med Biesa alene, springer hun brat til siden, forstyrret af en kastevind, og jeg ved ikke, om den kommer af mine tanker. Min egen urolighed.” (s. 76).

Windings bog er en personlig fortælling om en barndom, men den er også et tidsbillede af en opvækst i 1970’erne med et opbrud i de traditionelle familiekonstellationer, et nyt blik på barnet og med voksne, der var optaget af deres arbejde, kunst og nye familier og derfor ikke altid var lige nærværende. Midt i sin skildring af den store betydning, det får for et barn at miste en forælder, er det ligeledes en bog fuld af livslyst. Det er også en bog, der handler om at ville livet på trods.