”Vand til blomster” læner sig genremæssigt op ad episke kærligheds- og slægtsromaner, ligesom den også trækker på elementer fra udviklingsromanen ved, at man følger hovedpersonens udvikling gennem et livsforløb. I ”Vand til blomster” tegnes et nuanceret portræt af en kvinde, som forsøger at forsone sig med sin fortid. Tab og sorg, og hvordan man lever videre og bevarer en forbindelse til de døde, er centrale tematikker. I romanen fremskrives en forståelse af døden, der ikke er endegyldig, ved at pege på, hvordan ritualer, samtaler og minder om de døde kan være med til fastholde dem, vi har mistet i vores liv. Om reaktionerne på ”Vand til blomster” har Valérie Perrinoplevet, at bogen har en helende effekt: ”For de mennesker, som er ramt af sorg, forsoner romanen dem med deres forsvundne, kirkegårdene og livet.” (Emily Behnke: An Indies Introduce Q&A With Valérie Perrin. The American Booksellers Association, 2020-06-30. Egen oversættelse).
Ud over at være et helstøbt portræt af en kvinde midt i livet er “Vand til blomster” også et portræt af de mennesker, som ligger begravet på kirkegården, og af de mennesker, som kommer og besøger gravene. På den måde udforsker romanen også kirkegården som sted og dens religiøse og kulturelle betydning. Om valget af kirkegården som det fysiske sted, historien skulle udspringe fra, fortæller Valérie Perrin i et interview, at det var ideen om kirkegården som sjælenes have, der interesserede hende: De kærlige ord på gravstenene, fotografierne, blomsterne, mysteriet. Jeg havde brug for en kilde at udsende disse følelser fra, og ideen om en kvinde, en vogter, som bor foran kirkegårdens porte, virkede for mig ekstraordinært romantisk. (Emily Behnke: An Indies Introduce Q&A With Valérie Perrin. The American Booksellers Association, 2020-06-30. Egen oversættelse).
En sidste central tematik, som romanen griber fat i, er moderskab og ønsket om at skabe sig en familie, når man selv er forældreløs: at være den mor, man ikke selv havde.