Valérie Perrins debutroman ”Les Oubliés du dimanche” fra 2015 (”Glemt på en søndag”, 2024) åbner med en beskrivelse af en notesbog, som jeg-fortælleren Justine køber for at nedfælde de erindringer, som plejehjemsbeboeren Hélène betror hende. Justine er enogtyve år gammel og er opvokset hos sine bedsteforældre sammen med sin fætter Jules. Faren og farens tvillingebror døde med deres koner i en bilulykke og efterlod Justine og Jules forældreløse, da de var ganske små.
138828174
Justine arbejder på det plejehjem, hvor Hélène bor, og fortællingen væver mellem et nutidsspor fortalt af Justine og et fortidsspor med nedslag i Hélènes erindring. Grunden til, at Justine skriver erindringerne ned i en notesbog frem for på en computer, er, at hun kan lide tanken om at bære Hélènes historie med sig i lommen på kitlen.
Det er ikke tilfældigt, at Justine arbejder på et plejehjem og indsamler historier. Hun har en svaghed for ældre mennesker, simpelthen fordi de fortæller de bedste historier. Ældre mennesker kan vække fortiden til live på måder, som film og bøger ikke kommer i nærheden af.
Justine lever en tilværelse udspændt mellem ungdommen og alderdommen. I romanen bliver det beskrevet således, at hendes liv falder i tre dele: hun passer de gamle om dagen, lytter til dem om natten og danser om lørdagen for at genvinde den sorgløshed, de voksne tog fra hende i 1996, da forældrene døde.
Der er en stor kontrast mellem Justines daglige gang på plejehjemmet og hendes ungdomsliv, hvor det sommetider sker, at hun udveksler sprittede tungekys med det modsatte køn klokken fem om morgenen. Gennem Justine mødes verdener, som tilhører forskellige aldre, og romanen portrætterer således også et generationsmøde.
”Glemt på en søndag” er skrevet i et billedrigt og sansemættet sprog. Eksempelvis bliver beskrivelsen af, at det kun kræver en let berøring at få de gamle til at tale, sammenlignet med det tørre sand i sandkassen, hvor vandet pludselig pibler frem mellem ens fingre. På den måde gør sprogbillederne fortællingen levende og åbner rum for læseren, farvet af både humoristiske og vemodige strøg.