I 2018 udgav Valérie Perrin sin anden roman ”Changer l’eau des fleurs” (”Vand til blomster”, 2021), der handler om en kirkegårdspasser ved navn Violette Toussiant. Kirkegården, der ligger i en lille by i Bourgogne, er det fysiske sted, hvor der fortælles fra. Romanen er opbygget som en kronologisk fortælling. Ved hver kapitelinddeling er indsat en filosofisk note om døden, der kan læses som en slags gravskrift, og således slås romanens tematik an.
Det er et stille liv, som jegfortælleren, Violette, lever. Dagene går med at passe gravstederne og tale med de besøgende. Gennem Violettes samtaler og grundige observationer af de afdødes pårørende vrimler det frem med fragmenter af livshistorier, og det er, som om de afdøde bliver vakt til live i minderne om dem.
61510141
Den lokale sognepræst, bedemændene og de tre gravere er de personer, som Violette tilbringer mest tid sammen med, men sådan har det ikke altid været. Gennem den dagbogsagtige fortællestil med tankestrømme og erindringsglimt, som flettes ind og ud af nutidssporet, får læseren stykke for stykke indblik i Violettes fortid. En fortid præget af stor lykke og stor sorg. Hun har haft døden tæt inde på livet flere gange, selv hendes navn bærer på et dødsnært minde. Violet var nemlig farven på hendes hud, da hun blev født. Jordemoderen, der troede, hun var dødfødt, skyndte sig derfor at navngive hende. Hun var et uønsket barn og blev bortadopteret ved fødslen.
Anden gang, hun er ”tæt på døden”, er i en periode af hendes liv, hvor hun ikke rigtigt lever, eller som Violette selv formulerer det ”en tid i min død”. Livet kredser om det monotone og krævende arbejde, som består i at hæve og sænke en jernbanebom, indtil en stor sorg sender Violettes liv ud på en ny bane. På trods af sorgen er det både en optimistisk og humoristisk stemme, læseren møder, og det er, som om ”Vand til blomster” insisterer på, at selv de mindste glæder ved livet bliver forstørret og endnu mere værdsat i nærværet af døden.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vand til blomster"