Detransition, Baby

Citat
”Poppersne begyndte at virke. Lilla vandmænd foldede sig dunkende ud bag Amys øjenlåg. Hun nåede lige at flytte munden tilbage til Reeses slappe pik, før hendes konstante indre monolog, det komplicerede apparat, der forarbejdede alle kroppens rå signaler til noget nogenlunde meningsfyldt, for første gang i hendes liv satte ud. (…) Tiden blev glat som en ål.”
”Detransition, Baby”, s. 123.

I Torrey Peters’ debutroman ”Detransition, Baby” fra 2021 (”Detransition, Baby”, 2022) møder læseren først og fremmest de tre karakterer Reese, en transkvinde, Ames, som har detransitioneret tilbage til at være mand, og Katrina, en ciskvinde. Reese var kærester med Ames, da han var kvinde og hed Amy, og altså inden han detransitionerede og blev til Ames. Ames har et seksuelt forhold til sin chef Katrina, som ikke ved, at han er detransitioneret. Ames har fået at vide af sin læge, at han efter de mange år med hormonbehandling er steril, så da Katrina bliver gravid, har han lidt forklaringsvanskeligheder. Først skal han indrømme, at han har løjet for hende, dernæst skal de finde ud af, hvad der skal ske med barnet.

Ames har svært ved at se sig selv som en far, men får den ide, at de skal spørge Reese, om ikke hun vil være forælder til barnet sammen med dem. Spørgsmålet bliver altså, om der, hvis de ændrer tilpas meget på kernefamiliens struktur, måske er en mulighed for, at de alle sammen kan være i den og få det liv, de har drømt om. Eller om det er lige smart nok set af Ames, at det hele kan gå op i en højere enhed på den måde, da de jo også har hver deres liv, med alt hvad det indebærer af komplikationer og modsatrettede drifter.

62427132

Er Reese blevet for såret over at være blevet forladt af ham, kan Katrina tilgive ham for at lyve, og kan han selv overhovedet være i sin mandekrop? Romanen stiller store spørgsmål til livet, og søsætter nogle nuancerede og troværdige karakterer til at lodde dybderne i de spørgsmål.

I romanen klippes der frem og tilbage i tid, så vi hele tiden får lagt nye lag på det centrale plot. Her møder vi Amy som nyligt transitioneret transkvinde, som bliver lært op af Reese. Vi kommer også tæt på Reeses selvdestruktive begær, der får hende til at date gifte, hypermaskuline og voldelige mænd. Bogen er med andre ord ikke en guide til, hvordan ciskønnede læsere skal forstå transkønnede. Den er i stedet et nuanceret portræt af et specifikt sted, hvor der bliver talt og tænkt på en specifik måde.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Detransition, Baby"