”Detransition, Baby” foregår i New York, den største romantiske komedie-by af dem alle og en meget velkendt ramme, som de fleste læsere vil have mødt før, enten som litteratur eller i film og serier. Det er noget, som Peters også eksplicit spiller på, når hun lader Reese formulere Sex and the City-problemet. Kort sagt er der fire måder at være på som kvinde, som repræsenteres af de fire personer i TV-serien ”Sex and the City”. Man kan lave kunst som Carrie, lægge alt an på livet i en kernefamilie som Charlotte, eller karriere som Miranda, eller man kan leve sit liv for hedonistisk nydelse som Samantha. Men for transkvinder når man slet ikke hen til at vælge, man kan maksimalt håbe på at blive anerkendt som transkvinde og altså ikke som noget som helst andet i sit liv.
Det karakteriserer på en måde meget godt Torrey Peters’ måde at skrive på, at det på ene side har det her tonalt lette og sjove og på den anden side den gravalvorlige skyggeside. Ved at bruge den velkendte romantiske komedie som form formår hun at vise det ciskønnede perspektiv som begrænset, vise det udefra, men også at liste trans-agendaen ind ad bagdøren, en trojansk rom-com.
Samtidig er bogen ikke skrevet for at forklare transkønnedes erfaringer til ciskønnede mennesker. Den gør sig ikke overpædagogisk umage med at forklare brugen af hormoner eller andet. Dens publikum er i lige så høj grad andre transkønnede, som ciskønnede. Peters har selv talt om, hvordan det var et vendepunkt for hende at holde op med at skrive med en implicit ciskønnet læser i baghovedet hele tiden. Fordi det blev utroværdigt. ”Hvis du har to transpersoner, der taler med hinanden, så er der ikke længere nogen af dem, der bliver gjort til eksperten i at være transperson. Så kan de tale om andre ting, hvad de oplever, tænker og føler. Hvordan de lever.” (Mette Kierstein: Torrey Peters: »Ved at putte transpersoner ind i konventionelle genrer, kan jeg afspejle en tradition og sige noget nyt«. Dagbladet Information, 2022-05-27).