”Allegro ma non troppo”, titlen på Peter Poulsens digtsamling fra 2018, er et udtryk fra musikkens verden, som betyder ”hurtigt, men ikke for hurtigt”, men også kan betyde ”glad, men ikke for glad”.
Det passer meget godt på digtsamlingens sorgmuntre stemning, som rummer temaer som tid, erindring og altings forgængelighed. I flere af digtene ophæves skellet mellem fortid, nutid, drøm og virkelighed: ”Verden er både, hvad den har været/ og hvad den ikke har været før” (s. 104). Der hersker en idé i digtene om, at selvom ting og mennesker forgår og forsvinder, er der alligevel noget der består: ”alt eksisterer/ uanset hvor/ eller hvornår (s. 23). Det kan være naturen, erindringerne eller måske digtet og kunsten, der bliver ved med at bestå i forskellige former, som ”en ukendt sang/ som ingen har fået at høre/ endnu” (s. 19). Forgængelighed eksisterer side om side med evighed og gentagelse.
54651767
Digtsamlingen er en vekslen mellem digte af to eller flere strofer og ultrakorte digte af blot to-tre verselinjer. I de ultrakorte findes glimt fra hverdagen og drømmeagtige billeder, som peger på blandt andet livets flygtighed og verdens uendelighed, hvor en vanddråbe, der rammer vasken, forestiller ”en stjerne, der splintres i universet” (s. 89).
I digtsamlingen retter Peter Poulsen også et kritisk blik mod den politiske virkelighed. Ligesom livet forgår, synes der er også at være en samfundsmæssig opløsning på færde. Der er henvisninger til Donald Trump og krig, og til en fortid hvor ”næsten ingen/ tvivlede på, at verden hang sammen” (s. 40). De personlige og hverdagslige billeder løber som et parallelt spor med et samfundskritisk perspektiv, som rummer en vis uro. I digtet ”Tjek” hedder det: ”Skyerne er en smule mørkere./ Blæsten er taget en anelse til” (s. 54). Det kan både læses som et konkret billede på vejret, som en uro over verdens tilstand eller som alderdommens snigende formørkelse af hukommelsen.