Peter Poulsen

Peter Poulsen kom til verden i 1940 på Frederiksberg. Han læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet og blev ansat som korrekturlæser på Politiken, hvor han arbejdede, da hans debutdigtsamling ”Udskrifter” udkom i 1966. I slutningen af halvfjerdserne udkom hans første roman, og han har derudover skrevet både noveller og skuespil. Den særdeles produktive forfatter udgav et godt stykke over 40 værker.

Peter Poulsen har ikke kun virket som forfatter. Efter et toårigt ophold i Brasilien læste han portugisisk og begyndte at oversætte sydamerikansk og europæisk litteratur. Han er kendt for at have introduceret den portugisiske forfatter Fernando Pessoa til en dansk læserskare. Han har desuden oversat fra spansk og fransk, heriblandt Jorge Luis Borges og Charles Baudelaire. Han kunne også kalde sig kongelig oversætter, da han har oversat flere af Prins Henriks digtsamlinger. I år 2000 modtog han Dansk Oversætterforbunds Ærespris for sin langvarige oversættergerning.

Udover oversætteriet og forfattergerningen har Peter Poulsen gjort sig som radiovært, litteraturformidler og konsulent ved Det Danske Filminstitut. Han har formidlet litteratur til både børn og voksne og har udgivet et par børnebøger. I en årrække var han tilknyttet DR’s litteraturprogram "Alfabet" og har i det hele taget været aktiv på den litterære scene. Fra 1991til 1997 var han også formand for Danske Skønlitterære Forfattere. I de seneste år koncentrerede han sig om forfattergerningen.

I de sidste år af sit liv var Peter Poulsen bosat i Svaneke på Bornholm sammen med sin hustru, hvor de flyttede til, da hun gik på pension.

Peter Poulsens debut, digtsamlingen ”Udskrifter”, udkom i 1966 og bærer tydeligt præg af tidens konfrontationsmodernistiske strømning i dansk litteratur. Den går i korte træk ud på at sprænge en normativ og klichefyldt verdensopfattelse med et eksperimenterende sprog, der skal bane vejen for nye sansninger og erkendelser, der kan udfordre velfærdsstatens konformitet.

Digtene i ”Udskrifter” er heller ikke nemme at gå til, hvis man søger efter indholdsmæssig mening. Samlingen er inddelt i to dele, hvor den første består af korte digte med strofer af varierende længde. Anden del er ét længere digt bestående af ti strofer. Der er ingen fast struktur eller fast versopbygning – hverken internt i hvert enkelt i digt eller digtene imellem.

Syntaksen er brudt op, så der flere steder typisk mangler led, som her, i digtet ”Vintersituation”, hvor der ikke er noget grundled og dermed ingen afsender: ”Ikke nogen helt umulig vinterdag/ således set/ anet eller betragtet” (s. 33). I nogle af digtene er der et jeg tilstede, men hvem det er og hvor det er, er ikke til at afkode. I digtet ”Telemann og barokken” lyder det: ”Mit navn er intet – min alder er uden betydning” (s. 25). Indimellem virker jeg’et desorienteret og søgende efter et du. Når du’et er tilstede, særligt i anden del, er det i absurde situationer, som bryder det genkendelige hverdagsliv.

På et sprogligt plan er der et opbrud til stede i form af en kontrastfyldt brug af tillægsord. Her i en form for naturbeskrivelse fra digtet ”Frygt”: ”skulende egern/ skarpladte ænder/ bevæbnede buske” (s. 29). Digtene gør nærmest en dyd ud af ikke at fremstå skønne i traditionel forstand ved brug af ord som ”strandlokum” (s. 33), ”brokbind” (s. 48) og ”klistermåger” (s. 48).

Opbruddene og den fragmenterede stil i indhold og form gør digtene uforudsigelige og skaber billeder, som man enten forbavses af eller må vride sin hjerne for overhovedet at forestille sig. Der anes en genkendelig virkelighed af hverdag, parforhold, natur og by, men den er sat ind i en uforklarlig sproglig kontekst, der udfordrer læserens ønske om logik og mening.

Peter Poulsens ”Hotel Hjertesorg” (1984) tager sin begyndelse ved Nyhavn i København, hvor romanens jeg-fortæller vokser op i et værtshusmiljø i midten af 1900-tallet. Romanen har tre spor, som væver sig ind og ud af hinanden. Det ene følger fortællerens forældre i deres på mange måder tragiske liv formet af misbrug af forskellig art. I den fortælling er der dog også plads til farverige fortællinger fra de værtshuse, faren driver med sin mor. I det andet spor flytter fortælleren som ung mand til Sønderjylland, hvor han uddanner sig til journalist på den lokale avis. Her møder han Inger, som han stifter familie med.

I fortællingens nutid, det tredje spor i romanen, er fortælleren indlogeret på Hotel Hjertesorg, som efterhånden er blevet hans faste bopæl. Han arbejder fortsat som journalist, men han er ikke længere den idealistiske forkæmper for ytringsfriheden, demokratiet og retfærdigheden, som han så sig selv som i sine unge dage. Han er skilt og ser ikke sine børn særlig ofte.

52679052

Romanen er i høj grad en tids- og miljøskildring. Gennem et meget sanseligt og detaljerigt sprog maner Peter Poulsen billeder frem af både storby og provins i Danmark i efterkrigstiden. De tre overordnede spor bliver indimellem brudt af disse billeder og af anekdotiske spring frem og tilbage i tid, hvor en gentagende beskrivelse af hændelser og filosofiske overvejelser er med til at fastslå romanens temaer.

Disse overvejelser er i høj grad bundet op på nogle excentriske personligheder, som fortælleren støder på undervejs i livet. En af dem er Preben Malkovic, fortællerens tidligere kollega, som begik selvmord, og som fortælleren løbende refererer til romanen igennem. Preben Malkovic er symbol på tilværelsens ulidelige lethed; han har kone, børn, arbejde, han har sin musikalitet og han lider ingen umiddelbar nød, alligevel tager han sig af dage.

Gennem Preben Malkovic og fortællerens eget liv tegner sig et eksistentielt tema, hvor 1960’ernes velfærdsliv på den ene side står i kontrast til de barske vilkår, fortælleren vokser op under i efterkrigstiden, på den anden side er tilværelsen i den nye tid besværet af eksistentiel tomhed og kedsomhed. Tragikken brydes dog af en god portion humor, som kommer til udtryk i det excentriske persongalleri og fortællerens tørre kynisme.

”Allegro ma non troppo”, titlen på Peter Poulsens digtsamling fra 2018, er et udtryk fra musikkens verden, som betyder ”hurtigt, men ikke for hurtigt”, men også kan betyde ”glad, men ikke for glad”.

Det passer meget godt på digtsamlingens sorgmuntre stemning, som rummer temaer som tid, erindring og altings forgængelighed. I flere af digtene ophæves skellet mellem fortid, nutid, drøm og virkelighed: ”Verden er både, hvad den har været/ og hvad den ikke har været før” (s. 104). Der hersker en idé i digtene om, at selvom ting og mennesker forgår og forsvinder, er der alligevel noget der består: ”alt eksisterer/ uanset hvor/ eller hvornår (s. 23). Det kan være naturen, erindringerne eller måske digtet og kunsten, der bliver ved med at bestå i forskellige former, som ”en ukendt sang/ som ingen har fået at høre/ endnu” (s. 19). Forgængelighed eksisterer side om side med evighed og gentagelse.

54651767

Digtsamlingen er en vekslen mellem digte af to eller flere strofer og ultrakorte digte af blot to-tre verselinjer. I de ultrakorte findes glimt fra hverdagen og drømmeagtige billeder, som peger på blandt andet livets flygtighed og verdens uendelighed, hvor en vanddråbe, der rammer vasken, forestiller ”en stjerne, der splintres i universet” (s. 89).

I digtsamlingen retter Peter Poulsen også et kritisk blik mod den politiske virkelighed. Ligesom livet forgår, synes der er også at være en samfundsmæssig opløsning på færde. Der er henvisninger til Donald Trump og krig, og til en fortid hvor ”næsten ingen/ tvivlede på, at verden hang sammen” (s. 40). De personlige og hverdagslige billeder løber som et parallelt spor med et samfundskritisk perspektiv, som rummer en vis uro. I digtet ”Tjek” hedder det: ”Skyerne er en smule mørkere./ Blæsten er taget en anelse til” (s. 54). Det kan både læses som et konkret billede på vejret, som en uro over verdens tilstand eller som alderdommens snigende formørkelse af hukommelsen.     

Peter Poulsens forfatterskab strækker sig over en periode på over 50 år og er præget af et halvt århundredes strømninger inden for dansk litteratur. Han har særligt begået sig inden for digtning, men har også skrevet romaner og noveller.

Da han debuterede, var det i en strøm af såkaldt konfrontationsmodernisme, hvilket hans første digtsamling ”Udskrifter” især vidner om. I konfrontationsdigtene fra 1960’erne manifesterer tidens generelle oprør mod konventionerne sig i sproget. I Peter Poulsens digte fra denne tid er sproget og betydningsdannelsen i opbrud. Oprøret ligger i sproget og formen, som konfronterer tidligere tiders æstetiske idealer med ”grimme” ord og absurde sætningskonstruktioner.

Senere skriver Peter Poulsen socialrealistiske romaner, hvor samfundskritikken findes på et indholdsmæssigt og mere ligefremt plan, men hvor det absurde stadig er tilstede i form af skøre karakterer og filosofiske tankestrømme, der kredser om livets meningsløshed. Fra de tidlige digtes sproglige opbrud og fremefter, er der i det hele taget et kritisk blik på velfærdssamfundets institutioner, og de illusioner om lykke og idyl, de bedragerisk forsøger at opretholde. Peter Poulsen stikker for eksempel både til ægteskabets institution i ”Hotel Hjertesorg” og til Danmarks krigsførelse i ”Allegro ma non troppo”.

Gennemgående er også hverdagslivet og dets både poetiske og absurde karakter. Ved siden af og indeholdt i hverdagslivets trummerum står eksistentielle temaer som alderdom, død og tilværelsens meningsløshed. Døden har Peter Poulsen selv været meget tæt på, da hans hjerte for en del år tilbage næsten satte ud. Om dette siger han: ”i bedste forstand kan dødens nærhed reetablere en barnlighed i digteren. En uforstillethed, som man godt kan glemme, når man har været voksen i så mange år” (Kristian Ditlev Jensen: Digte fra løvehjertet. Berlingske, 2001-09-28).

Selvom digtene rummer temaer om altings forgængelighed er perspektivet altså ikke nihilistisk. Det er snarere nøgternt og muntert - det er ”ikke letsindigt, men i et let tonefald,” som Poulsen selv formulerer det (Kristian Ditlev Jensen: Digte fra løvehjertet. Berlingske, 2001-09-28). Ved siden af dødens nærhed er der en værdsættelse af alt det, livet har at give. I digtet ”Status” fra ”Allegro ma non troppo” konstaterer jeg’et: ”Det har stort set været en lykkelig tid./ Hvis det skal være/ dør jeg gerne igen” (”Allegro ma non troppo”, s. 66).

Det er oplagt at sammenligne Peter Poulsen med 1960’er koryfæer som Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. Disse to forfattere gør også op med begrænsende konventioner og æstetiske klicheer. Hos Panduro er det i hans romaners budskaber om, hvordan småborgerligheden og dens konventioner undertrykker muligheden for at udtrykke sig individuelt. Peter Poulsens tidlige digte er tillige en flabet, men formmæssig omvæltning af alt det normative i samfundet og i kunsten og kommer altså særligt til udtryk på et sprogligt plan. Klaus Rifbjerg er med til at indstifte den digteriske stil, som Peter Poulsen i høj grad trækker på i sin debut. Selve begrebet konfrontationsmodernisme er afledt af Rifbjergs digtsamling ”Konfrontation” fra 1961.

Det sorgmuntre greb på hverdagslivet i velfærdsstaten deler Peter Poulsen med andre nordiske forfattere som norske Erlend Loe og svenske Fredrik Backman, om end humoren og det groteske er en tand mere udtalt i disses tilfælde. Omdrejningspunktet i Erlend Loes forfatterskab er som oftest hårdt trængte mandlige karakterer i en moderne velfærdsvirkelighed, som de har svært ved at finde en meningsfuld plads i. I Peter Poulsens roman ”Hotel Hjertesorg” er fortælleren selv som udgangspunkt godt på plads i sin middelklassetilværelse, men han kan ikke fravriste sig den følelse af meningsløshed og kedsomhed, som langsomt, men stødt, sniger sig ind på ham.