Det er oplagt at sammenligne Peter Poulsen med 1960’er koryfæer som Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. Disse to forfattere gør også op med begrænsende konventioner og æstetiske klicheer. Hos Panduro er det i hans romaners budskaber om, hvordan småborgerligheden og dens konventioner undertrykker muligheden for at udtrykke sig individuelt. Peter Poulsens tidlige digte er tillige en flabet, men formmæssig omvæltning af alt det normative i samfundet og i kunsten og kommer altså særligt til udtryk på et sprogligt plan. Klaus Rifbjerg er med til at indstifte den digteriske stil, som Peter Poulsen i høj grad trækker på i sin debut. Selve begrebet konfrontationsmodernisme er afledt af Rifbjergs digtsamling ”Konfrontation” fra 1961.
Det sorgmuntre greb på hverdagslivet i velfærdsstaten deler Peter Poulsen med andre nordiske forfattere som norske Erlend Loe og svenske Fredrik Backman, om end humoren og det groteske er en tand mere udtalt i disses tilfælde. Omdrejningspunktet i Erlend Loes forfatterskab er som oftest hårdt trængte mandlige karakterer i en moderne velfærdsvirkelighed, som de har svært ved at finde en meningsfuld plads i. I Peter Poulsens roman ”Hotel Hjertesorg” er fortælleren selv som udgangspunkt godt på plads i sin middelklassetilværelse, men han kan ikke fravriste sig den følelse af meningsløshed og kedsomhed, som langsomt, men stødt, sniger sig ind på ham.