Hotel Hjertesorg

Citat
”Men vi nægtede at se sandheden i øjnene, vi skubbede smerten foran os uden at tænke på, at den tog mere og mere med sig på sin vej. Det er en ringe trøst for Sisyfos, at der går en ved siden af ham med en lige så tung sten som den, han selv ruller op af bjergsiden.”

”Hotel Hjertesorg”, s. 115.

Peter Poulsens ”Hotel Hjertesorg” (1984) tager sin begyndelse ved Nyhavn i København, hvor romanens jeg-fortæller vokser op i et værtshusmiljø i midten af 1900-tallet. Romanen har tre spor, som væver sig ind og ud af hinanden. Det ene følger fortællerens forældre i deres på mange måder tragiske liv formet af misbrug af forskellig art. I den fortælling er der dog også plads til farverige fortællinger fra de værtshuse, faren driver med sin mor. I det andet spor flytter fortælleren som ung mand til Sønderjylland, hvor han uddanner sig til journalist på den lokale avis. Her møder han Inger, som han stifter familie med.

I fortællingens nutid, det tredje spor i romanen, er fortælleren indlogeret på Hotel Hjertesorg, som efterhånden er blevet hans faste bopæl. Han arbejder fortsat som journalist, men han er ikke længere den idealistiske forkæmper for ytringsfriheden, demokratiet og retfærdigheden, som han så sig selv som i sine unge dage. Han er skilt og ser ikke sine børn særlig ofte.

52679052

Romanen er i høj grad en tids- og miljøskildring. Gennem et meget sanseligt og detaljerigt sprog maner Peter Poulsen billeder frem af både storby og provins i Danmark i efterkrigstiden. De tre overordnede spor bliver indimellem brudt af disse billeder og af anekdotiske spring frem og tilbage i tid, hvor en gentagende beskrivelse af hændelser og filosofiske overvejelser er med til at fastslå romanens temaer.

Disse overvejelser er i høj grad bundet op på nogle excentriske personligheder, som fortælleren støder på undervejs i livet. En af dem er Preben Malkovic, fortællerens tidligere kollega, som begik selvmord, og som fortælleren løbende refererer til romanen igennem. Preben Malkovic er symbol på tilværelsens ulidelige lethed; han har kone, børn, arbejde, han har sin musikalitet og han lider ingen umiddelbar nød, alligevel tager han sig af dage.

Gennem Preben Malkovic og fortællerens eget liv tegner sig et eksistentielt tema, hvor 1960’ernes velfærdsliv på den ene side står i kontrast til de barske vilkår, fortælleren vokser op under i efterkrigstiden, på den anden side er tilværelsen i den nye tid besværet af eksistentiel tomhed og kedsomhed. Tragikken brydes dog af en god portion humor, som kommer til udtryk i det excentriske persongalleri og fortællerens tørre kynisme.