Udskrifter

Citat
”Ser ud til regnvejr/ siger du/ og sluger grødomslaget/ kværker undulaten/ verfer katten i kaminen/ kapper hoderne af 30 tulipaner/ smiler/ skærer begge bryster af/ og lægger dem på køkkenbordet/ til mig”.

”Udskrifter”, 57.

Peter Poulsens debut, digtsamlingen ”Udskrifter”, udkom i 1966 og bærer tydeligt præg af tidens konfrontationsmodernistiske strømning i dansk litteratur. Den går i korte træk ud på at sprænge en normativ og klichefyldt verdensopfattelse med et eksperimenterende sprog, der skal bane vejen for nye sansninger og erkendelser, der kan udfordre velfærdsstatens konformitet.

Digtene i ”Udskrifter” er heller ikke nemme at gå til, hvis man søger efter indholdsmæssig mening. Samlingen er inddelt i to dele, hvor den første består af korte digte med strofer af varierende længde. Anden del er ét længere digt bestående af ti strofer. Der er ingen fast struktur eller fast versopbygning – hverken internt i hvert enkelt i digt eller digtene imellem.

Syntaksen er brudt op, så der flere steder typisk mangler led, som her, i digtet ”Vintersituation”, hvor der ikke er noget grundled og dermed ingen afsender: ”Ikke nogen helt umulig vinterdag/ således set/ anet eller betragtet” (s. 33). I nogle af digtene er der et jeg tilstede, men hvem det er og hvor det er, er ikke til at afkode. I digtet ”Telemann og barokken” lyder det: ”Mit navn er intet – min alder er uden betydning” (s. 25). Indimellem virker jeg’et desorienteret og søgende efter et du. Når du’et er tilstede, særligt i anden del, er det i absurde situationer, som bryder det genkendelige hverdagsliv.

På et sprogligt plan er der et opbrud til stede i form af en kontrastfyldt brug af tillægsord. Her i en form for naturbeskrivelse fra digtet ”Frygt”: ”skulende egern/ skarpladte ænder/ bevæbnede buske” (s. 29). Digtene gør nærmest en dyd ud af ikke at fremstå skønne i traditionel forstand ved brug af ord som ”strandlokum” (s. 33), ”brokbind” (s. 48) og ”klistermåger” (s. 48).

Opbruddene og den fragmenterede stil i indhold og form gør digtene uforudsigelige og skaber billeder, som man enten forbavses af eller må vride sin hjerne for overhovedet at forestille sig. Der anes en genkendelig virkelighed af hverdag, parforhold, natur og by, men den er sat ind i en uforklarlig sproglig kontekst, der udfordrer læserens ønske om logik og mening.