Peter Poulsens forfatterskab strækker sig over en periode på over 50 år og er præget af et halvt århundredes strømninger inden for dansk litteratur. Han har særligt begået sig inden for digtning, men har også skrevet romaner og noveller.
Da han debuterede, var det i en strøm af såkaldt konfrontationsmodernisme, hvilket hans første digtsamling ”Udskrifter” især vidner om. I konfrontationsdigtene fra 1960’erne manifesterer tidens generelle oprør mod konventionerne sig i sproget. I Peter Poulsens digte fra denne tid er sproget og betydningsdannelsen i opbrud. Oprøret ligger i sproget og formen, som konfronterer tidligere tiders æstetiske idealer med ”grimme” ord og absurde sætningskonstruktioner.
Senere skriver Peter Poulsen socialrealistiske romaner, hvor samfundskritikken findes på et indholdsmæssigt og mere ligefremt plan, men hvor det absurde stadig er tilstede i form af skøre karakterer og filosofiske tankestrømme, der kredser om livets meningsløshed. Fra de tidlige digtes sproglige opbrud og fremefter, er der i det hele taget et kritisk blik på velfærdssamfundets institutioner, og de illusioner om lykke og idyl, de bedragerisk forsøger at opretholde. Peter Poulsen stikker for eksempel både til ægteskabets institution i ”Hotel Hjertesorg” og til Danmarks krigsførelse i ”Allegro ma non troppo”.
Gennemgående er også hverdagslivet og dets både poetiske og absurde karakter. Ved siden af og indeholdt i hverdagslivets trummerum står eksistentielle temaer som alderdom, død og tilværelsens meningsløshed. Døden har Peter Poulsen selv været meget tæt på, da hans hjerte for en del år tilbage næsten satte ud. Om dette siger han: ”i bedste forstand kan dødens nærhed reetablere en barnlighed i digteren. En uforstillethed, som man godt kan glemme, når man har været voksen i så mange år” (Kristian Ditlev Jensen: Digte fra løvehjertet. Berlingske, 2001-09-28).
Selvom digtene rummer temaer om altings forgængelighed er perspektivet altså ikke nihilistisk. Det er snarere nøgternt og muntert - det er ”ikke letsindigt, men i et let tonefald,” som Poulsen selv formulerer det (Kristian Ditlev Jensen: Digte fra løvehjertet. Berlingske, 2001-09-28). Ved siden af dødens nærhed er der en værdsættelse af alt det, livet har at give. I digtet ”Status” fra ”Allegro ma non troppo” konstaterer jeg’et: ”Det har stort set været en lykkelig tid./ Hvis det skal være/ dør jeg gerne igen” (”Allegro ma non troppo”, s. 66).