Puk Qvortrup skriver om det nære liv. Om at være menneske, mor, partner, om at være i en familie. Den måde, hun usentimentalt lægger både flatterende og usympatiske sider frem, ligner norske Trude Marstein, der i sit forfatterskab excellerer i at skildre mennesket så komplet og komplekst som muligt. Med alle fejl og mangler og selviske sider. I ”Intet at fortryde” (2010) er en kvinde splittet mellem begær og forelskelse på den ene side og barn og familie på den anden, og i ”Så meget havde jeg” (2020) er kvinden Monika drevet af lige dele lyst og tvivl, men hele tiden i opposition til andres normer og forventninger. Også norske Monica Isakstuen har blik for både den lykke og de skamfulde følelser, der følger med moderskabet, f.eks. i ”Raseri” fra 2019, hvor en mor overmandes af raseri og afmagt.
De senere år er der udkommet flere autobiografiske romaner, der udspringer af den specifikke erfaring det er at miste en livspartner midt i livet. Den svenske forfatter Tom Malmqvist fortalte i sin lige så nøgterne som bevægende roman ”I hvert øjeblik er vi stadig i live” (2016) om at miste sin gravide kone til en akut leukæmi, om det for tidligt fødte barn og de absurde døgn, hvor han løb frem og tilbage mellem sin døende kone på intensiv og sin nyfødte datter på neonatalafdelingen og ikke mindst om den opslidende tid efter, hvor lyset og mørket kæmpede mod hinanden. I Carolina Setterwalls roman ”Lad os håbe på det bedste” fra 2019 er afsættet også hendes egen historie: Da hun en morgen vil vække sin mand med deres ni måneder gamle søn på armen, finder hun ham død i sengen. Sorg og skyldfølelser møder ny kærlighed og håb i den selvbiografiske roman, der lige så meget handler om parforhold og familieliv.
En bog, der på sin vis er blevet en klassiker inden for autofiktiv sorglitteratur, er Joan Didions ”Et år med magisk tænkning” (2012), hvori hun med fag- og skønlitteraturen som intellektuel klangbund skriver sig gennem året, der fulgte efter hendes mands død.