Puk Qvortrup skriver om altomsluttende, kulsort sorg i ”Ind i en stjerne”. Det er ubærligt og modløst, men det er også komisk og afvæbnende; når Puk opdager, at hendes kjole til begravelsen er så kort, at man kan se hendes underbukser og hendes far må klippe et par leggins til, så hun ser ærbar ud, og når lille Elmer råber ”Det er kaffe”, da han ser den friske jord på kisten til begravelsen.
Hun skriver om de uskønne magtkampe om sorgen, der kan opstå i en familie efter et dødsfald, om hvordan omsorg kan blive omklamrende og om skammen over at have det godt og af og til faktisk glemme den afdøde. ”Glæden var det tungeste at bære”, som der står (”Ind i en stjerne”, s. 87). Sorg og kærlighed er så tæt forbundet, og ”Ind i en stjerne” viser både de mudrede nuancer og den glasklare forbundethed. Puk Qvortrup fortæller i et interview, at hun ville skildre sorgen så hensynsløs og grim, som hun oplevede den: ”Vreden og småligheden, afmagten og idealiseringen af mig selv. Det var alt det negative, som var vigtigst for mig at skrive om.” (Sebastian Wittrock: Forfatteren Puk Qvortrups 27-årige mand døde pludseligt under et halvmaraton: »Vreden og småligheden. Det var alt det negative, som var vigtigst for mig at skrive om«. Politiken, 2019-05-06). Samtidig er der i værket en interesse for, hvilke forventninger til sorg og samvær, man kan føle fra andre og fra samfundet, og hvor svært det kan være at sørge – eller bare være menneske – på sin egen måde.
”Ind i en stjerne” viser, at følelser kan sameksistere, og det samme gør sig gældende i ”Mand og barn”, hvor kvinden Vibe fyldes af glæde, sorg, jalousi, kærlighed og modløshed, og hvor den enkelte følelsesmæssige tilstand ret hurtigt kan afløses af en anden og måske modsat følelse. Puk Qvortrup fremskriver nuanceret det menneskelige følelsesregister, der ikke altid lader sig forklare, og hun giver ikke mindst plads til de grimme og skamfulde sider. Dialogerne er mundrette og scenerne genkendelige i Qvortrups ofte ret humoristiske prosa.