Karolina Ramqvists roman ”Brød og mælk” er centreret om mad og om at have et problematisk forhold til at spise. Samme emne udfolder Louise Juhl Dalsgaard i sin roman ”Det dér og dét der” fra 2017, hvor en kvinde ser tilbage på et liv med skam og spiseforstyrrelser og på de årsager, der kan have udløst sygdommen.
Bøger, der har samme sanselige og begejstrede kærlighed til mad og samme nuancerede blik på måltidets følelsesmæssige og symbolske implikationer som ”Brød og mælk”, er f.eks. Karen Blixens ”Babettes gæstebud” (1950) og Kristian Ditlev Jensens ”Livret” fra 2004. I disse værker er et måltid heller aldrig bare et måltid, men bærer af store emotioner og relationelle forventninger. På en lidt mindre sanselig måde er mad også en art hovedperson, eller i hvert fald fortællemotor, i Helle Helles litterære roadmovie ”Hafni fortæller” (2023), hvor kvinden Hafni spiser sig igennem alskens frokostanretninger på sin smørrebrødsrejse gennem landet.
Den måde, fortællerens mormor i ”Brød og mælk” har viden om naturen og dens anvendelige planter, minder om det forhold til naturen, som fortællerens mor har i Sabitha Söderholms ”Chellam” fra 2022, og som hun giver videre til sin datter. Her er også en tæt forbundethed mellem natur og menneske, plante og krop.
Når Ramqvist skriver fra barnets perspektiv med den undrende og følsomme tilgang, barnet har til verden og dens voksne, ligner det blandt andet svenske Alex Schulmans roman ”Overleverne” (2020), hvor et overmåde vagtsomt barn bruger sit krudt på at afkode de voksne og deres tvetydige signaler.