Karolina Ramqvist

Den svenske forfatter Karolina Ramqvist er født i 1976 og er vokset op alene med sin feministiske mor. Hun var ofte alene hjemme som barn, fordi hendes mor arbejdede meget, og så kom hendes mormor og morfar med tog fra Malmö for at passe hende. Som det første gik mormoren i køkkenet for at bage kanelbullar og lave mad, svensk husmandskost som hun altid havde lavet det. For moderen var køkkenet en begrænsende plads, som kvinden skulle frigøre sig fra, mens det for mormoderen handlede om overlevelse – hun var barn i mellemkrigsårene, hvor Sverige var et ekstremt fattigt land og led af fødevaremangel – og ikke mindst omsorg og kærlighed. Karolina Ramqvist voksede op mellem disse to væsensforskellige måder at være kvinde på og forholde sig til mad på og skulle som ung feminist i 1990’erne finde sin egen plads i det og senere finde et mod til at skrive om mad, da det var forbundet med skam for hende.

Ramqvist debuterede med romanen ”När svenska pojkar började dansa” i 1997 og udgav i 1999 ”Flickvännen” (”Hans pige”, 2010) og fik samme år sit gennembrud med et bidrag i antologien ”Fisseflokken” i 1999. Hun blev kendt i Sverige, da hun offentliggjorde et privat – og temmelig mandschauvinistisk – brev fra den svenske musiker og forfatter Ulf Lundell.

I 2014 udgav hun den autofiktive ”Altings begyndelse”, der tager udgangspunkt i hendes egen opvækst med en feministisk mor. Det er både et opgør med og en hyldest til de stærke, dogmatiske 1970’er-feminister, fortæller forfatteren: »Under arbejdet med bogen skete der det sjove, at jeg faktisk fik lyst til at hylde de kvinder og skildre dem mere kærligt og humoristisk. I næsten 15 år har jeg været meget optaget af at italesætte svensk radikalfeminismes syn på kvindelighed, især mens jeg arbejdede for tidsskriftet Arena. I denne bog ville jeg gerne gribe det anderledes an. For mig har det været en måde at tilgive 1970’er-feministerne.« (Anna Ullman: Kan man fostre en feminist? Information, 2014-03-21).

I 2014 skrev Ramqvist filmmanuskript til den prisvindende kortfilm ”Cupcake”, og i 2015 udkom hendes roman ”Den hvide by”, som samme år modtog den prestigefulde P.O. Enquist-pris. ”Bjørnekvinden” fra 2019 er udkommet internationalt, og i 2022 skrev hun den personlige ”Brød og mælk” om sit komplekse og skamfulde forhold til mad.

Hun har udover romaner skrevet noveller, essays, dramatik, filmmanuskripter og kritik og har været chefredaktør på magasinet Arena og skrevet klummer til avisen Dagens Nyheter. Siden 2009 har hun været forfatter på fuld tid, og hun har tre børn og er gift med journalist Fredrik Virtanen.

I 2022 udgav Karolina Ramqvist ”Bröd och mjölk” (”Brød og mælk”, 2023), der er en erindringsroman om den betydning, mad har haft for det fortællende jeg gennem livet.

”De har sagt, at jeg er nødt til at fortælle min historie, fordi det er den eneste måde at slippe fri af det her på.” Sådan skriver fortælleren i romanens begyndelse, selvom hun er bange for ikke at have noget sprog for det. Hun begynder med en erindring om mandariner. Hun husker, hvordan hun som treårig sad alene i køkkenet, mens hendes mor arbejdede bag en lukket dør, og blev draget mod de orangefarvede og lysende citrusfrugter i det hvide køkken. Hun stikker fingrene i dem, dufter til dem, smager på dem og bliver gennemstrømmet af noget nyt og ukendt, som ”vibrerede og brændte”, og pludselig har hun spist alle 13. Det er den tidligste erindring om det ekstremt sanselige forhold, hun har til mad, og samtidig den kontrol, maden kan tage over hende. Hun mister sig selv til maden, som giver hende en kortvarig, opflammende lykke, men som mister fortryllelsen, så snart det er spist.

136675664

Pigen vokser op hos sin mor, der er optaget af egne projekter og kærlighedsforhold og ofte lader pigen være alene hjemme. Så kommer hendes omsorgsfulde mormor og morfar, og relationen til de to er dybt forankret i måltider, i den omsorg, der ligger i at servere veltillavet mad for dem, man holder af. Særligt mormorens lune risbudding har et mytologisk skær over sig, og da fortælleren som voksen for første gang serverer retten for sin datter, vil hun ikke smage på den. Fortælleren føler sig følelsesmæssigt afvist og får et voldsomt vredesudbrud, og det er måske her, hun indser sit problematiske forhold til mad.

Mad og måltider er vævet sammen med kærlighed og kontrol, med sanselighed og afmagt, med skam og begær, og kvinden begynder som voksen i terapi med andre afhængige. Kvinden er nysgerrig på de mange systemer, der er forbundet med mad; sociale normer, følelser, klasse, magt, omsorg, mode, politik, erindring. Et måltid er aldrig bare et måltid.

Romanen er fortalt i en ekstremt nærværende og sanselig, til tider sensuel, prosa med detaljerede beskrivelser af måltider og madlavning og med nuancerede psykologiske overvejelser om, hvad der skaber et menneske. Samtidig undersøger den erindringen, som måske ikke altid er til at stole på, men som er det, vi bygger vores selvfortælling på.