Alex Schulman

Carl Magnus Alexander Schulman er født i Skåne i 1976 og er af den adelige slægt Schulman. Hans far var finlandssvensk journalist og hans mor tv-vært, og han har to brødre, hvilket man også kan læse sig til i hans selvbiografiske bøger. Morfaderen Sven Stolpe var kendt svensk forfatter og kritiker, og netop han spiller en hovedrolle i Schulmans roman ”Brænd alle mine breve”. Generelt er Alex Schulmans opvækst og familie omdrejningspunkt for hans bøger, og såvel de selvbiografiske som de fiktive ”Overleverne”, ”Malma station” og ”17. juni” trækker på en barndom præget af svigt og alkohol.

Alex Schulmans drøm om at skrive stammer helt tilbage fra den tidlige barndom, og inden han fyldte 20, havde han skrevet flere romaner. På et tidspunkt begyndte han at blogge – og her blev hans talent opdaget af forlagene. Da han i 2009 debuterede, var det med den selvbiografiske roman ”Skynda att älska”, der handler om forfatterens far, der døde i 2003. Siden kom den ligeledes selvbiografiske ”Att vara med henne är som att springa uppför en sommaräng utan att bli det minsta trött” i 2011, der var tilegnet hans hustru Amanda. I ”Glem mig” (2021) er det det komplekse forhold til hans alkoholiserede mor, han undersøger litterært, mens hans mormor og morfar var fortællingens centrum i ”Brænd alle mine breve” fra 2022.

Efter at have skrevet selvbiografisk siden 2008, gav han sig med ”Overleverne” (2020) i kast med fiktion, og det var en dobbelttydig bevægelse for ham, fortæller han i et interview med Louisiana Channel: ”I begyndelsen var det en forbandelse, fordi der var alt for mange valgmuligheder. Jeg besluttede mig for at sætte grænser for mig selv. For at snævre mulighedsfeltet ind ville jeg fortælle historien baglæns og med kapitler indimellem, der var fortalt kronologisk fra fortiden og frem. Derefter blev mulighederne indsnævret og jeg kunne fokusere på mulighederne inden for den ramme”. (How literature saved writer Alex Schulman from loneliness. Louisiana Channel, 2022-01-21. Egen oversættelse). ”Overleverne” blev Schulmans internationale gennembrud.

Alex Schulman har endvidere arbejdet som journalist, dramatiker og tv- og podcastvært. Han er gift og har tre børn.

17. juni er omdrejningspunkt og titel på Alex Schulmans roman fra 2025. ”17. juni” (”17. juni”, 2025) handler om skolelæreren Vidar, der bor alene i en lejlighed i Stockholm. Han er blevet suspenderet fra sit job efter en voldelig episode med en elev, som han ikke helt selv forstår omfanget af. Der sættes en politiefterforskning i gang, mens det kun langsomt går op for ham, hvad der fik ham til at miste kontrollen i det afgørende frikvarter.

Foranlediget af at skulle rydde op i sit kælderrum finder han en kasse med ting fra sin afdøde far. Deriblandt en telefonbog, hvori nummeret til barndommens sommerhus befinder sig. Han får en impuls til at ringe nummeret op – og hans far tager telefonen en junidag i 1986, hvor familien holder ferie i huset. På det tidspunkt er Vidar otte år og et sensitivt, drømmende barn på evig jagt efter mor og fars kærlighed. Storesøsteren Tora er en indadvendt teenager, moren alkoholiseret og utilregnelig, mens faren denne dag er på vej til Stockholm til drengens store sorg.

141276514

Vidar begynder nu en næsten manisk kortlægning af 17. juni 1986 for på den måde at forstå sin barndom. Han ringer på forskellige tidspunkter af dagen og får de forskellige familiemedlemmer i røret og kan ved at udgive sig for at være nabo, journalist eller fodboldtræner få listet alle dagens detaljer ud af familien. Men der er et hul på 55 minutter, hvor ingen svarer – og heri ligger måske nøglen til at forstå den voksne Vidars vrede.

Scenen er klassisk Schulman med det oversete og opmærksomhedssøgende barn, der oplever en enorm ensomhed i sin familie. 17. juni skrives levende frem med midsommerens nattelys, VM i fodbold og storesøster Toras firsermusik. For fortælleren går der et år, mens han ringer op til den samme 17. juni 1986, og for hvert opkald bliver han klogere på sig selv som både voksen og barn og bliver udfordret på sin erindring og sin selvfortælling.

Endnu engang holder Schulman fortællingen i en stram form. Her med et næsten spøgelsesagtigt motiv kombineret med en politimæssig efterforskning og en sund tvivl om fortællerens mentale og følelsesmæssige tilstand. Igen er temaet den plagede barndoms indvirkning på voksenlivet – og nu med en nysgerrighed på, om man kan påvirke sin fortid og ændre i sin livsbane.

En afsidesliggende ødegård er det fysiske omdrejningspunkt for Alex Schulmans ”Överlevarna” fra 2020 (”Overleverne”, 2020), der er hans første fiktive roman. I to krydsende spor følger vi Benjamin og får langsomt afdækket, hvad der skete den sommer på ødegården, som forandrede alt for ham og hans familie.

Det ene spor fortælles baglæns og foregår over et døgn i Benjamin og hans brødre Pierre og Nils’ voksne liv, fra de finder deres mors farvelbrev, til de sidder forslåede og gennemblødte foran ødegården med deres mors urne, mens politiet er på vej. Det andet spor fortælles forlæns og fyldes af erindringer fra en af barndommens lange somre på ødegården med badeture, ensomme timer i skoven og en skæbnesvanger ulykke i transformatorstationen. I bogens anden del er brødrene blevet voksne og må efter først faderens og siden moderens død tage hinanden og deres historie op til revision.

38618393

Drengen Benjamin er åben og modtagelig for verden og ekstra sensitiv over for sine forældres humør og interne relation. Han vil gøre alt for at gøre dem glade, og det er smerteligt at høre om børnenes forsøg på at imponere deres far ved en livsfarlig svømmekonkurrence i søen. Da de kommer op igen, er faren gået ind for at vaske op.

Barndommen er en lang anglen efter opmærksomhed og kærlighed, men forældrene er mest optaget af sig selv og deres iskolde vodka. De få øjeblikke af nærvær, som når moderen læser højt efter siestaen, er beskrevet lysende og lykkelige, men der hviler en konstant angst for, hvad der venter af pludselige stemningsskift og nedladende skældud. Drengene imellem er der kærlighed, men også en afstand – ikke mindst fordi de håndterer forældrenes galskab væsensforskelligt. Som voksne er de også fremmede for hinanden, og barndommens usagte og ufortalte oplevelser kommer til udtryk i afmagt og vrede.

Romanens effektive krydsklipning og murrende undertone af angst og død gør ”Overleverne” til en fortættet og suspensefuld læseoplevelse. Hvad skete der egentlig den sommer, og kan vi stole på erindringen om den? Schulman skildrer barnets higen efter omsorg og tryghed med barnets logik, og det gør svigtet fra forældrene så meget voldsommere at bevidne.

I 2016 udgav Alex Schulman den biografiske roman ”Glöm mig” (”Glem mig”, 2021), der er en afsøgning af hans komplekse relation til hans mor. I tilbageblik erindrer han en barndom med en ustadig mor, der har ført til en livslang balancegang for at holde hende i vater. Ved Alex’ bryllup forsvinder hun; da hun første gang skal passe hans barn, drikker hun sig fuld, og som voksne tager Alex og hans bror Calle deres mor med på bar, fordi de kun kan finde ud af at være sammen, når de drikker. De er medafhængige og understøtter deres mors misbrug, fordi de er bange for konsekvenserne ved at konfrontere hende med hendes sygdom.

39515237

Da Alex begynder at få angstanfald som følge af sin mors livslange afvisning, møder han hende med et ultimatum: Jeg vil kun se dig, hvis du ikke drikker. Det fører til en ultimativ afvisning fra hans mor, og han hører kun om hende gennem sine brødre. Selv da de endelig får hende indlagt på et afvænningshjem, er de fanget i hendes følelsestyranni, da hun får dem overbevist om ikke at fortælle de allerværste ting: ”Mor har det ikke så godt. Vi må være søde ved hende”, som der står (s. 157).

Scener fra en belastet barndom med en komplet utilregnelig mor og deraf følgende absurd hensyntagen fra både mand og børn tegner et billede af de langtrækkende konsekvenser, det har for et barn at vokse op med en alkoholiker. Den oversensitive opmærksomhed på andre, på sig selv og på skiftende stemninger sætter sig som stress i kroppen, og Alex ofrer sin egen kone i sin voksne iver efter at tilfredsstille sin krævende mor. Opvæksten har taget hans erindringer om det gode, modsat moderen: ”Min mor har fortrængt alle de dårlige minder. Og beholdt de gode. Jeg lader til at have gjort det modsatte.” (s. 200).

Romanen spørger, hvornår man som barn tager skridtet til at tage ansvar for sin mors liv og på den måde bytte rollerne om – og om man kan hele sårene efter en så dysfunktionel opvækst. ”Glem mig” er en rørende og indsigtsfuld roman, som med overbærende kærlighed går ind i en ekstremt smertefuld relation og generøst deler ud af den viden og erfaring, den rejse har givet.

Fortælleren Alex får en dag stillet stolen for døren af sin hustru Amanda. Enten får han styr på sin vrede, eller også vil hun skilles. Han ved, at han bærer på en enorm vrede, men har ikke tidligere opdaget, at hans egne børn er bange for ham. Det fører ham til en terapeut, der hjælper ham med at afkode familietræet: vreden stammer i lige linje fra hans morfar, den kendte svenske forfatter og kritiker Sven Stolpe. Herefter går Alex i en næsten manisk rus i gang med detektivarbejdet med at finde ud af, hvad den vrede handler om.

Det er udgangspunktet for Alex Schulmans ”Bränn alla mina brev” fra 2018 (”Brænd alle mine breve”, 2022), der i en stram komposition foregår i tre tider: en nutid, hvor Alex forsøger at stykke sine morforældres historie sammen, en weekend i 1988, hvor han som 11-årig er på besøg hos sin mormor og morfar og i sommeren 1932, hvor mormor Karin og morfar Sven er på Sigtunastiftelsen, hvor Sven arbejder på et teaterstykke.

62463015

Karin møder her forfatteren Olof Lagercrantz, og de bliver stormende forelskede. Det bliver et livsforandrende møde for både Karin, Olof og Sven, og gennem romanen kan Alex langsomt stykke sammen, hvad der skete i de skæbnetunge dage i den svenske midsommer. Han læser deres breve til hinanden, Olofs dagbøger og besøger de steder, de boede. Og ikke mindst læser han Sven Stolpes bøger på ny og kan se, at de alle er formet over samme læst.

Alex får nuanceret billedet af sin morfar og mormor og får nye aspekter til den fortælling, de selv har givet om deres liv. Sven var en selvoptaget narcissist, der forpestede livet for alle omkring sig, og den gift er sivet ned gennem generationerne til Alex. På den måde bliver ”Brænd alle mine breve” en yderst personlig undersøgelse af, hvordan man bliver formet som menneske, og at det tager flere generationer at ændre på nedarvede mønstre. Det er så smerteligt at bevidne, hvordan Karin gennem et helt liv har underlagt sig Svens luner, og hvordan alle børnene i romanen er vokset op med vagtsomme øjne og fintfølende fornemmelser for de voksnes uforudsigelige humørskifte.

Schulmans virkelighedsnære roman er fortalt sitrende, dirrende og stemningsfuldt i en vekselvirkning mellem læsning af breve og dagbøger, gætterier og indlevelse i bedsteforældrenes virkelighed. Den dramatiske spændingskurve gør, at man som læser bliver optaget af at få kærlighedshistorien, vreden og familiespændingerne afsløret.

I 2022 udgav Alex Schulman sin fjerde roman, ”Malma station” (”Malma station”, 2023), der er endnu en plotdrevet, krydsklippet fortælling om barndom, svigt og en uudslukkelig længsel efter nærhed.

Vi følger de tre forbundne karakterer Harriet, Oscar og Yana på tre togrejser. Det er samme varme septembereftermiddag på den fem timer lange rejse fra Stockholm til Malma station, men i tre forskellige årtier. I 1976 rejser pigen Harriet med sin far Bo til Malma for at begrave sin kanin Ninen. I 2001 er Harriet og hendes samlever Oscar på samme rejse, da hun vil vise ham sin barndoms smertenspunkt. Deres datter Yana er hjemme i lejligheden i Stockholm, og hende følger vi, da hun som voksen foretager togrejsen for at få løst op for sin slægts knuder. I de tre spor er der udfoldede tilbageblik til livsafgørende situationer i Harriets og Yanas barndom og episoder i Harriet og Oscars forhold. Flere gange hører vi om den samme episode fra forskelligt perspektiv, hvilket understreger en af romanens pointer om, at erindring er selektiv og at vi aldrig kan vide, hvad der sker inde i et andet menneske. Schulman doserer tilbageholdent fortællingens brikker, så man skal holde tungen lige i munden for at samle dem til det hjerteskærende familiepuslespil, der viser sig til sidst.

135470937

Som otteårig overhørte Harriet en samtale mellem sine skilsmisseklare forældre: Ingen af dem vil have hende, men begge vil have hendes søster Amelia boende. Hendes reaktion næste morgen er, at hendes far må være ked af, at han ikke fik det, som han gerne ville. Barnets overfølsomme orientering mod andres humør er også i denne roman det smertelige udgangspunkt, og vi ser de livslange konsekvenser af svigt og manglende nærhed i barndommen. Selvom Harriet gennem hele livet messer mantraet ”Du er ikke alene”, så er de alle alene, lukket ude af hinandens liv af frygt og svigtende evner til at skabe sunde relationer. Den måde, Bo og Oscar som fædre tyranniserer deres familier med deres uforudsigelige følelsesliv, sætter sig som skyld og skam i døtrene, og i den uskønne pøl af hemmeligheder og løgne gemmer spørgsmålet sig, om vi overhovedet har lyst til at høre sandheden, når vi spørger om den. Og om det er farligt eller forløsende at se tilbage på den barndom, som ikke var at eftertragte?

Schulman skriver fra det følsomme barns perspektiv med blik for de umiddelbare og nærgående registreringer af omverdenen, som et barn gør sig og bærer med sig.

Den måde, Alex Schulman kan beskrive et barns opmærksomhed på de små stemningsskift i et presset hjem, er nogle af de stærkeste skildringer i hans bøger. Barnet, der er på overarbejde for at imødekomme konflikter, for at afbøde skældud eller beskytte den svage part. Eller barnet som medafhængig, der sørger for, at mor kan få et glas, så hun ikke skejer ud.

Med stor psykologisk indsigt skriver Schulman om at være et svigtet barn og om de spor, det trækker med sig gennem livet. I et generationsperspektiv går han ind i, hvor langt tilbage i en slægt, den dysfunktionelle adfærd begynder, og han slutter trøsterigt i ”Brænd alle mine breve” med at konstatere, at han har flyttet sig fra at være nederst i en streng til at være øverst i et nyt familietræ. Han vil bryde mønstrene og må derfor først lære dem at kende.

Der er en streng formmæssighed i Alex Schulmans bøger, og han fortæller i et interview med Louisiana Channel, at han, siden han var 25, har været besat af at fortælle historier, og at han er blevet mere optaget af form og komplekse tidsforløb, jo flere bøger, han har skrevet.

I samme interview bliver han spurgt om bøgernes grund i virkeligheden og svarer, at episoder kan være autentiske uden at være sande. I ”Overleverne” er der en episode med tre børn, der er tæt på at drukne i et forsøg på at imponere deres far. ”Det er en historie, der er 100 % sand fra mit liv, selvom den ikke er sket. Den er autentisk, selvom den ikke er foregået i virkeligheden.” (How literature saved writer Alex Schulman from loneliness. Louisiana Channel, 2022-01-21. Egen oversættelse).

Selve fundamentet for Schulmans bøger er barndommen, og det er den komponent, han aldrig vil kunne udelade i sit forfatterskab, fordi den er så betydningsfuld, fortæller han. I det hele tager er han mere optaget af fortiden end fremtiden: ”Hver gang jeg ser tilbage, ser jeg en ny version af fortiden, nye detaljer, indsigter og sandheder. Mine brødre har andre versioner af, hvad der skete. Fortiden forandrer sig hele tiden. Fremtiden er mere fastsat pga. fortiden, vi kan ikke gøre så meget for at undgå den sti, vi er på. Jeg er lidt pessimistisk omkring menneskets frie vilje. Fortiden er mere levende, så derfor vil jeg hellere være der.” (How literature saved writer Alex Schulman from loneliness. Louisiana Channel, 2022-01-21. Egen oversættelse).

Der går en lige linje fra Alex Schulmans levede liv til hans bøger, og selvom flere af hans værker er fiktioner, er der tydelige paralleller til de universer og karakterer, han fremskriver i sine selvbiografiske værker. Det er ikke til at komme udenom litterære slægtsskaber inden for den autofiktive genre, og Alex Schulman nævner i et interview med forlaget Lindhardt og Ringhof selv et par af de forfatterskaber, som har flere lighedspunkter med hans eget. Norske Vigdis Hjorth tog blandt andet i sin bog ”Arv og miljø” (2016) en bitter arvestrid op, der lignede hendes egen families til forveksling, og det satte en heftig debat i gang i Norge om såkaldt virkelighedslitteratur og fiktionens grænser.

Norsksvenske Linn Ullmann har brugt sin egen historie som datter af Ingmar Bergman og Liv Ullmann i sin roman ”De urolige” fra 2016. Det er heller ikke til at komme udenom Karl Ove Knausgård, om hvem Schulman siger: ”Hans betydning for mit eget forfatterskab kan jeg næsten ikke overvurdere.” (Gyrith Ravn: Hvordan en kikset samtale blev til en international sensation. Mød svenske Alex Schulman. Bog.dk, 2022-03-17).

Andre forfattere, der har skrevet om at være vokset op med alkoholiserede forældre, er blandt andre Sissel Bergfjord i ”Sortedam” fra 2012, Delphine De Vigan i ”Alt må vige for natten” fra 2011 og Liv Nimand Duvå i ”Vi er vel helte” fra 2017.

Indskrevet i hans forfatterskab er de svenske mastodonter Olof Lagercrantz og hans egen morfar Sven Stolpe, så deres forfatterskaber klinger også med i Schulmans værk.

Hos Liv Helm møder man samme indgående forståelse af, hvordan det er at være barn i en dysfunktionel familie, og hvordan svigt og manglende kærlighed sætter sig i én resten af livet. I sin debut ”Med hjertet i hånden” (2024) og i ”Hvis du er bange, så ryk tættere på” fra 2025 bruger Helm sin egen historie som afsæt for at finde ud af, hvad der skete i barndommen og hvad der former et menneske. Som hos Schulman er der det dobbelte blik på barndommen, som fremtræder både gennem barnets og den voksnes perspektiv.