”Hallo?”
Jeg vidste med det samme, at det var mig, og alligevel kan jeg ikke med sikkerhed sige, at jeg genkendte stemmen. Jeg genkendte min mors og fars med det samme, tilmed min søsters. Men det her var noget andet. Det var, som om der lå et slør over drengens stemme, som om universet havde besluttet, at hver gang nogen taler med sig selv, bliver der lagt en tynd hinde over samtalen, en vibration, så man ikke går fra forstanden.”
17. juni er omdrejningspunkt og titel på Alex Schulmans roman fra 2025. ”17. juni” (”17. juni”, 2025) handler om skolelæreren Vidar, der bor alene i en lejlighed i Stockholm. Han er blevet suspenderet fra sit job efter en voldelig episode med en elev, som han ikke helt selv forstår omfanget af. Der sættes en politiefterforskning i gang, mens det kun langsomt går op for ham, hvad der fik ham til at miste kontrollen i det afgørende frikvarter.
Foranlediget af at skulle rydde op i sit kælderrum finder han en kasse med ting fra sin afdøde far. Deriblandt en telefonbog, hvori nummeret til barndommens sommerhus befinder sig. Han får en impuls til at ringe nummeret op – og hans far tager telefonen en junidag i 1986, hvor familien holder ferie i huset. På det tidspunkt er Vidar otte år og et sensitivt, drømmende barn på evig jagt efter mor og fars kærlighed. Storesøsteren Tora er en indadvendt teenager, moren alkoholiseret og utilregnelig, mens faren denne dag er på vej til Stockholm til drengens store sorg.
141276514
Vidar begynder nu en næsten manisk kortlægning af 17. juni 1986 for på den måde at forstå sin barndom. Han ringer på forskellige tidspunkter af dagen og får de forskellige familiemedlemmer i røret og kan ved at udgive sig for at være nabo, journalist eller fodboldtræner få listet alle dagens detaljer ud af familien. Men der er et hul på 55 minutter, hvor ingen svarer – og heri ligger måske nøglen til at forstå den voksne Vidars vrede.
Scenen er klassisk Schulman med det oversete og opmærksomhedssøgende barn, der oplever en enorm ensomhed i sin familie. 17. juni skrives levende frem med midsommerens nattelys, VM i fodbold og storesøster Toras firsermusik. For fortælleren går der et år, mens han ringer op til den samme 17. juni 1986, og for hvert opkald bliver han klogere på sig selv som både voksen og barn og bliver udfordret på sin erindring og sin selvfortælling.
Endnu engang holder Schulman fortællingen i en stram form. Her med et næsten spøgelsesagtigt motiv kombineret med en politimæssig efterforskning og en sund tvivl om fortællerens mentale og følelsesmæssige tilstand. Igen er temaet den plagede barndoms indvirkning på voksenlivet – og nu med en nysgerrighed på, om man kan påvirke sin fortid og ændre i sin livsbane.