Baggrund

Citat
”Sven Stolpe har altid fascineret mig, hans skygge, som faldt over barndommen, han var der aldrig rigtig, men altid i nærheden, en ildevarslende skikkelse i rummet ved siden af. Tavsheden, når man ventede på, at han skulle komme, børnebørn, der blev stillet op på række for at bukke og give hånd, og bagefter gennet væk, for at han ikke skulle blive forstyrret. (…) Han var et mystisk kraftfelt, selvlysende og uforklarlig.”

”Brænd alle mine breve”, s. 30-31.

Carl Magnus Alexander Schulman er født i Skåne i 1976 og er af den adelige slægt Schulman. Hans far var finlandssvensk journalist og hans mor tv-vært, og han har to brødre, hvilket man også kan læse sig til i hans selvbiografiske bøger. Morfaderen Sven Stolpe var kendt svensk forfatter og kritiker, og netop han spiller en hovedrolle i Schulmans roman ”Brænd alle mine breve”. Generelt er Alex Schulmans opvækst og familie omdrejningspunkt for hans bøger, og såvel de selvbiografiske som de fiktive ”Overleverne” og ”Malma station” trækker på den traumatiserende barndom fuld af svigt og alkohol.

Alex Schulmans drøm om at skrive stammer helt tilbage fra den tidlige barndom, og inden han fyldte 20, havde han skrevet flere romaner. Da der ikke var nogen forlag, der ville antage dem, begyndte han at blogge – og forlagene opdagede her, at han kunne noget særligt og henvendte sig senere til ham. Da han i 2009 debuterede, var det med den selvbiografiske roman ”Skynda att älska”, der handler om forfatterens far, der døde i 2003. Siden kom den ligeledes selvbiografiske ”Att vara med henne är som att springa uppför en sommaräng utan att bli det minsta trött” i 2011, der var tilegnet hans hustru Amanda. I ”Glem mig” (2016, da. 2021) er det det komplekse forhold til hans alkoholiserede mor, han undersøger litterært, mens det var hans mormor og morfar, der var fortællingens centrum i ”Brænd alle mine breve” fra 2018 (da. 2022).

Efter at have skrevet selvbiografisk siden 2008, gav han sig med ”Overleverne” (2020) i kast med fiktion, og det var en dobbelttydig bevægelse for ham, fortæller han i et interview med Louisiana Channel: ”I begyndelsen var det en forbandelse, fordi der var alt for mange valgmuligheder. Jeg besluttede mig for at sætte grænser for mig selv. For at snævre mulighedsfeltet ind ville jeg fortælle historien baglæns og med kapitler indimellem, der var fortalt kronologisk fra fortiden og frem. Derefter blev mulighederne indsnævret og jeg kunne fokusere på mulighederne inden for den ramme”. (How literature saved writer Alex Schulman from loneliness. Louisiana Channel, 2022-01-21. Egen oversættelse). ”Overleverne” blev Alex Schulmans internationale gennembrud, og den er solgt til oversættelse i flere end 30 lande.

Udover at være forfatter har Alex Schulman arbejdet som journalist, dramatiker og som tv-vært og har i en årrække stået bag en af Sveriges største podcasts, ”Alex og Sigge”, sammen med makkeren Sigge Eklund. Han er gift og har tre børn.