Den måde, Alex Schulman kan beskrive et barns opmærksomhed på de små skift i stemning, som forældrene i et presset hjem udsender – uden måske selv at vide det – er nogle af de stærkeste skildringer i hans bøger. Barnet, der er på overarbejde for at imødekomme konflikter, for at afbøde skældud eller beskytte den svage part. Eller barnet som medafhængig, der altid sørger for, at mor kan få et glas, så hun ikke skejer ud. Altid sørger barnet for, at mor er i balance, så det hele ikke vælter.
Med stor psykologisk indsigt og nogle voldsomme opvæksterfaringer skriver Schulman om at være et svigtet barn og om de spor, det trækker med sig gennem livet. I et generationsperspektiv går han ind i, hvor langt tilbage i en slægt, den dysfunktionelle adfærd begynder, og han slutter trøsterigt i ”Brænd alle mine breve” med at konstatere, at han har flyttet sig fra at være nederst i en streng til at være øverst i et nyt familietræ. Han vil bryde mønstrene og må derfor først lære dem at kende. De sitrende sanselige barndomserindringer gør ondt at læse, fordi barnet både er barn og voksen på samme tid, altid på vagt og selvrefleksiv.
Der er en streng formmæssighed i Alex Schulmans bøger, og han fortæller i et interview med Louisiana Channel, at han, siden han var 25, har været besat af at fortælle historier og at han er blevet mere optaget af form og komplekse tidsforløb, jo flere bøger, han har skrevet.
I samme interview bliver han spurgt om bøgernes grund i virkeligheden og svarer, at episoder kan være autentiske uden at være sande. I ”Overleverne” er der en historie om tre børn ved en sø – de er tæt på at drukne for at komme først (fordi de vil elskes af deres far), men da de kommer op, er han gået ind. ”Det er en historie, der er 100 % sand fra mit liv, selvom den ikke er sket. Den er autentisk, selvom den ikke er foregået i virkeligheden.” (How literature saved writer Alex Schulman from loneliness. Louisiana Channel, 2022-01-21. Egen oversættelse).
Man kan sige, at selve fundamentet for Alex Schulmans bøger er barndommen, og han fortæller, at det er den komponent, han aldrig vil kunne udelade i sit forfatterskab, fordi den er så stor og betydningsfuld. I det hele tager er han mere optaget af fortiden end fremtiden: ”Fortiden forandrer sig hele tiden. Hver gang jeg ser tilbage, ser jeg en ny version af fortiden, nye detaljer, indsigter og sandheder. Mine brødre har andre versioner af, hvad der skete. Fortiden forandrer sig hele tiden. Fremtiden er mere fastsat pga. fortiden, vi kan ikke gøre så meget for at undgå den sti, vi er på. Jeg er lidt pessimistisk omkring menneskets frie vilje. Fortiden er mere levende, så derfor vil jeg hellere være der.” (How literature saved writer Alex Schulman from loneliness. Louisiana Channel, 2022-01-21. Egen oversættelse).