Claudia Rankine citerer i sine værker en lang række forfattere og billedkunstnere, hovedsageligt sorte. Bl.a. citerer hun den amerikanske forfatter James Baldwin: ”Kunstens formål er at klarlægge de spørgsmål, som svarene skjuler” (”Statsborger”, s. 121). James Baldwin skrev i 1960’erne meget om borgerrettighedskampen som den så ud ledt af Martin Luther King, men også om The Nation of Islam og The Black Panther Party, de mere politisk sprængfarlige dele af bevægelsen. Baldwin skrev essays til de store magasiner i New York, men har også skrevet romaner. Arven til Rankine går dog mere i den essayistiske retning.
Rankine citerer også, som beskrevet ovenfor, den amerikanske forfatter og antropolog Zora Neale Hurston, som skrev om den sorte erfaring, bidrog til dokumentationen af den haitianske voodoo-religion.
Af forfatterskaber herhjemme kan man tænke på den politiske retning, samtidslitteraturen har taget, hvor man også digter med reelle og specifikke problemstillinger og viser nye tilgange til litteratur og aktivisme. Lone Aburas’ seneste bog ”Det er jeg der taler (regnskabets time)” fra 2017 undersøger i et højt sprogligt tempo den politiske monologs muligheder. Aburas er også tematisk motiveret af at være i en racialiseret krop, og hun er også hele tiden interesseret i at skabe rum, hvor ophobningen af de specifikke erfaringer tegner et billede af noget strukturelt i samfundet; racisme.
Det samme kan man sige, at Maja Lee Langvad gør, særligt i ”Hun er vred” (2014) og ”Find Holger Danske” (2006). I ”Hun er vred” skriver Maja Lee Langvad et konceptuelt stramt værk, hvor sætningen ”hun er vred” gentages igen og igen. Hele tiden er hun vred over forskellige aspekter, der knytter sig til transnational adoption. Det er personligt – Lee Langvad er selv adopteret – men også en slags forskningspoesi, et gennemresearchet vidnesbyrd. På den måde kan det minde om Claudia Rankines udvidede praksis som forsker og underviser, såvel som om hendes poesi.