Statsborger

Citat
”Du er i mørket, i bilen, du ser den sorttjærede gade blive opslugt af fart; han fortæller dig at hans dekan har tvunget ham til at hyre en farvet person når der er så mange gode forfattere derude.
Du tænker at måske er det her et eksperiment og lige nu bliver du testet eller fornærmet med tilbagevirkende kraft eller du fik på en eller anden måde kommunikeret at det her er en okay samtale at have.”


”Statsborger”, s. 16.

Claudia Rankines ”Citizen” fra 2014 (”Statsborger”, 2018) fortsætter grebet fra ”Lad mig ikke være ensom,” og fortsætter i den ved første øjekast simple stil, hvor poesi og essayistik smelter sammen til en lang tanke. Det altoverskyggende tema i ”Statsborger” er racisme, oplevelsen af at være i en racegjort krop i USA.

Men Rankine radikaliserer også grebet i den, og bl.a. finder hun en henvendelsesform, som er utroligt betydningsfuld for bogens udtryk. Mange af teksterne i ”Statsborger” er skrevet i andenperson – det vil sige, at de ikke bruger jeg, men i stedet bruger pronomenet ”you”, altså du. Det har den effekt, at teksterne bliver direkte henvendt til læseren, som bliver tvunget til at afsøge sin egen position, hvor finder man genkendelse.

Mange af de du-henvendte tekster er blevet til på baggrund af et indsamlingsarbejde, hvor Rankine har bedt venner og bekendte om at fortælle hende om deres oplevelser med at være racegjorte i USA. Det betyder, at historierne er specifikke, forankrede i virkelige oplevelser, at duet er et konkret du. Men du-formen får også den funktion, at det bliver generelt, fordi you også kan betyde man. Det vil sige, at bevægelsen er fra konkret til generel, eller snarere er det begge dele på samme tid.

53971121

Desuden peger andenpersonsfortællingen på, at der i USA er en førsteperson, som er den hvide oplevelse, og at der er en ”anden”. Det er denne anden, som Claudia Rankine fortæller fra, og det giver undertitlen ”Et amerikansk digt” en potent og stærk klang.

I et essay om tennisspilleren Serena Williams’ uretfærdige behandling i en tennisturnering tegnes de helt små bevægelser, hvordan en fod ikke er overtrådt en streg f.eks., op til et billede af en mere strukturel uretfærdighed; racismen. Det bliver belyst af et citat af den sorte amerikanske digter Zora Neal Hurston ”Jeg føler mig mest farvet, når jeg er kastet op imod en skarp hvid baggrund.” (”Statsborger”, s. 31). I Rankines værker tænkes der over og tænkes med alt, både tennis og poesi. 

Bogens styrke kommer af denne ophobning af specifikke situationer, der netop i ophobningen gør det åbenlyst, hvordan sorte kroppes erfaringer i et i udgangspunktet hvidt USA er smertefulde underbelyste, men hos Rankine kan ”den anden” få en stemme.