Har man læst Jesper Wung Sungs slægtsroman ”En anden gren” (2017), vil man sikkert bemærke et tematisk slægtskab til Malene Ravns ”I dine øjne”. Begge romaner er baseret på virkelige begivenheder og personer, og begge tager de udgangspunkt i den kinesiske udstilling i Tivoli i 1902, hvor en gruppe kinesere rejste til Danmark. Men lige så ens, de to fortællinger umiddelbart kan lyde, lige så forskellige er de også. Hvor Jesper Wung Sung fokuserer på den historiske beskrivelse og hans oldefars liv som kineser i København, Frederikshavn og Berlin i perioden 1900-1930, er Malene Ravns fokus på slægtshistorien og Erik som det konkrete billede på og ikke mindst den arv af fremmedhed og social skam, som bringes videre i Lai Funs slægt.
Om dette fortæller Malene Ravn: ”Jeg ville skrive følelsernes historie. I stedet for at skrive en historie med bagklogskabens blik ville jeg hellere prøve at være der i personerne, og det har været spændende at skrive en roman, hvor det historiske mest er et bagtæppe for fortællingen.” (Carsten Andersen: Jeg var ikke kæk, da familien skulle læse min roman. Politiken, 2018-11-10).
En anden forfatter, der også er optaget af kvindernes vilkår i første halvdel af det 20. århundrede, særligt i forhold til graviditet og moderskab, er Tove Pilgaard, der i sin debutroman ”Brudstykker af et pigeliv” (1982) beskriver det typiske kvindeliv på landet i 1940’erne og 50’ernes Danmark, hvor livet som kvinde var bestemt af nogle i forvejen veldefinerede kønsroller.
Malene Ravns romaner placerer sig desuden inden for en lang realismetradition i Norden, der blandt mange andre tæller en forfatter som Ida Jessen. Ligesom det er tilfældet i ”Mia”, danner landsbysamfundet også kulissen for de menneskelige dramaer i flere af Ida Jessens bøger, ligesom skildringen af naturen og ensomheden også er central hos Ida Jessen.
Ydermere leder den stramme og minimalistiske prosa, som karakteriserer Malene Ravns to første romaner - og måske særligt ”Det eneste rigtige” - også tankerne hen på Helle Helle, der i sit forfatterskab lader hverdagens banaliteter træde frem i teksten som sprog for store menneskelige dramaer.