Malene Ravn definerer selv sine to første bøger, ”Det eneste rigtige” og ”Mia”, som ”nutidige, psykologiske dramaer, små, komprimerede historier,” som nærmest har ”karakter af kammerspil” (Kasper Schütt-Jensen: Tingene gentager sig. Vi bliver ved med at gøre de samme dumme ting mod hinanden. Jyllands-Posten, 2018-11-19). Mens handlingen i disse romaner strækker sig over kort tid, er slægtsromanen ”I dine øjne” en større fortælling om flere generationer fra 1902 og frem til nutiden.
Her skildres menneskeskæbner, der formes af sociale, økonomiske og kulturelle vilkår i begyndelsen af 1900-tallet. Hovedpersonen Erik tillægges af sin omverden en bestemt identitet som fremmed på grund af sit udseende, og historien om hans rejse fra dansk-kinesisk bastardunge til succesfuld elektriker er derfor fortællingen om at kæmpe sig fri af andres øjne for i stedet at blive sig selv. Ifølge Malene Ravn er romanens tema vedkommende i det politiske klima i dag: ”Jeg er overbevist om, at de færreste af os er racister, men vi lider under den forestilling, at vi alle skal være ens. Vi skal ikke være ens for at blive behandlet lige. Vi bliver skræmt af forskellighed, fordi den føles som en trussel, men det må vi ud af. Vi er et lille land, og de, der ser anderledes ud, udgør så lille en del af befolkningen. Måske er vi lidt bagud, fordi vi er et så homogent land. Hvis der var flere, som ikke så ud som flertallet, så ville det nok ikke så være så farligt i vores bevidsthed.” (Kasper Schütt-Jensen: Tingene gentager sig. Vi bliver ved med at gøre de samme dumme ting mod hinanden. Jyllands-Posten, 2018-11-19).
Et andet tema, som udfoldes i Malene Ravns forfatterskab, er moderskabet - både som en lykkelig begivenhed og som en smertefuld og problematisk erfaring. Det er især gældende for ”I dine øjne”, hvor beskrivelsen af moderskabet uløseligt er knyttet til beskrivelsen af kvinders vilkår i første halvdel af 1900-tallet. Der er i Malene Ravns romaner således mødre, der tvinges til at give deres barn væk, mødre der ikke føler sig knyttet til deres barn, mødre der dør og kvinder, der aldrig bliver mødre. Om det fokus i hendes forfatterskab fortæller hun: ”Kvinders vilkår og moderskab, både politisk og helt fysisk, det kropslige vilkår, optager mig. Det er egentlig ikke et bevidst valg, men det ligger lige for at udforske, fordi det fylder, ligger under huden, som en erfaring der snarere er fysisk end intellektuel, og som jeg oplever som vigtig at sætte ord på.” (Maria Høher-Larsen: Interview til Forfatterweb. December 2018).
Skyld – og især barnets følelse af skyld – er et andet tema. Dele af både ”Mia” og ”I dine øjne” er berettet fra barnets synsvinkel, og her er skyldfølelsen central. Mia bærer rundt på en følelse af skyld over morens død og skyld over det i bogen unævnelige, der hænder for hendes søster Seline. Oveni kæmper hun med en følelse af skam, som modsat skyldfølelsen aldrig benævnes direkte i romanen, men som giver sig til udtryk i hendes konstante higen efter farens anerkendelse og kærlighed. I ”I dine øjne” oplever Erik - udover den sociale skam ved at være anderledes - skyldfølelse over sin mors afmagt og lede ved sig selv og sin situation.