Hvor lyset er

Citat
”Det er hende, musikken strømmer fra, og lyset, og han hører en lyd, som kommer fra ham selv, han lyser som et barn, han er et barn, han måber og regerer på samme tid, tænk, at han er her, lige nu, at hans hænder er skoven, og hendes krop er tusind fugle, og stammerne strækker sig mod himlen og dybt ned i jorden, holder sammen på verden, på dem, og hans hænder bliver til blade i skovbunden, og farverne strømmer ind i ham og ud af ham, og han klynker, han ligger i hendes arme, og hun holder om ham, og nu mærker han, at hun sveder, og han rækker tungen ud og slikker hende i sig, salt og trøst.”
”Hvor lyset er”, s. 142.

I sin roman ”Hvor lyset er” fra 2020 tager Malene Ravn udgangspunkt i historien om sin mands oldefar, kunstmaleren Carl Fischer (1892-1962). Allerede som barn oplever han et urovækkende mørke i sig selv. Som barn i Vejle manifesterer det sig hos ham som fantasier om dæmoner, mens det i hans voksenliv kommer til udtryk ved perioder med modløshed, som gør ham ude af stand til at male. Moren er hans trygge anker, og det er hende, der introducerer ham for kunsten, og som opfordrer ham til at male. Efter hendes død flytter han til København og ind hos sin far, der har fået sig en ny ung driftig kone, som ernærer familien igennem sin egen købmandsbutik. Også hun ser Carls talent og sørger for, at Carl kommer til at gå på kunstskole.

Som ung i 1913 møder Carl Ely, der arbejder ved filmfabrikken i Valby og drømmer om at blive skuespillerinde. Hun bliver hans elsker og ikke mindst hans muse. Deres forhold kompliceres dog, da hun bliver gravid, for hvordan forener man et frit og kompromisløst kunstnerliv med et familieliv, der kræver faste rammer og indtægter?

48232841

Fortællingen bæres frem af en personbunden tredjepersonfortæller og falder i to dele: første del fortælles fra barnets og den unge Carls synsvinkel, anden del fra hans hustru Elys. Igennem hendes øjne oplever vi den voksne Carls mørke, som forbliver et mysterium for hende, og som hun må opgive at forstå eller kurere. Hun indretter sit liv efter sin mands humør og luner, og i løbet af årene går hun fra muse til lige dele husholderske og kunstagent.

Ligesom i flere af Malene Ravns andre bøger er det børnenes og kvindernes erfaringer, hun skriver frem. Særligt moderskabet er et fremtrædende motiv, og som i de forrige bøger er moderskabet forbundet med smerte, sorg og adskillelse. Fortælleren foregiver ikke at vide mere end personerne, men gennem deres erfaringer væves et tidsbillede af København i begyndelsen af 1900-tallet, hvor arbejderbevægelsen, kvindefrigørelsen og den spanske syge bragte både lys og mørke ind i folks liv.