Jeg, Unica

Citat
”Jeg ser en udhulet krop, tømt for organer. En skal af gips. Glat og svævende i luften, bundet af en navlestreng, en hvid silkesnor til trappegelænderet, hængende i en læderstrop fra dørkarmen. Kønnet er hårløst og lyserødt, dukkens bryster små og hårde, de vokser ud på ryggen.”
”Jeg, Unica”, s. 36.

Tyske Unica Zürns liv og kunst er udgangspunktet for Kirstine Reffstrups debutroman. I den exofiktive kunstnerroman ”Jeg, Unica” fra 2016 møder vi Unica Zürn i 1950’erne, hvor hun sammen med sin partner Hans Bellmer har trukket sig fra storbylivet i Paris og Berlin og bosat sig i den franske landsby Ermenonville. Kunstnerparret er især optaget af at skabe dukker i menneskestørrelse, med kropsdele, der kan drejes og bøjes i alle retninger. I løbet af romanen springes der også tilbage til Zürns opvækst, hendes første ægteskab, de to børn, som hun ikke længere ser, livet som fraskilt karbaretartist, den bror, som mistede livet under Anden Verdenskrig, og det Berlin, der lå i ruiner efter krigen.

Romanen skildrer også den kunstneriske praksis – dukkerne skabt af Hans Bellmer med hjælp fra Unica Zürn og Zürns tekstværker, som har en del til fælles med de evigt foranderlige dukkekroppe: ”Sætningen er en krop, jeg dissekerer (…) Bogstaverne er leddene, knoglerne, krogene, som hæfter den bløde marv af betydning sammen. Jeg bytter rundt på bogstaverne, brækker, bryder op, hugger, amputerer. Vers efter vers.” (s. 97).

52236258

Dukkerne er bl.a. et modsvar til det nazistiske kropsideal: ”Det blev en deform krop, som der ikke var plads til i nazismens verdensbillede. Dukken var en form for protest mod, at der fandtes ét billede af mennesket, som var det rigtige,” forklarer Reffstrup (Pauline Bendsen: Husmor, høvding, muse. Information, 2016-02-13).

Romanen er en jeg-fortælling med indre synsvinkel hos Unica Zürn, men mod slutningen af fortællingen forskubbes synsvinklen til dukken – et kunstnerisk greb, der gengiver det kaotiske indre liv hos Zürn og varsler de senere psykiske sammenbrud. Samtidig understreger transformationen fra jeg-person til dukke-jeg et vigtigt motiv i romanen; nemlig blikket, og det at se og blive set. Pludselig er det dukken, der ser, og ikke kun bliver set. Detaljerede sansebeskrivelser og farve- og motivgentagelser kendetegner også bogen, der i fiktiv form portrætterer en lidt overset tysk efterkrigskunstner og har krop, kunst, kærlighed og en særlig sensibilitet i kølvandet på en verdenskrig som vigtige temaer. 

”Jeg, Unica” blev udgivet samtidigt på dansk og norsk og er siden blevet oversat til flere sprog. Romanen blev blandt andet nomineret til Montanaprisen i 2016.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Jeg, Unica"