Kirstine Reffstrup

Kirstine Reffstrup er født i 1979 og opvokset i den lille nordsjællandske by Lillerød. Hun var som barn en ivrig læser, og hun drømte allerede i barneårene om at blive forfatter som voksen. Kirstine Reffstrup har studeret litteraturvidenskab og kunsthistorie på Københavns Universitet, men skiftede siden til Skrivekunstakademiet i Bergen og forfatterskolen Litterär Gestaltning i Göteborg.

I sommeren 2012 stødte hun på en bog i en boghandel i Berlin, hvor hun boede på det tidspunkt. Bogen indeholdt et fotografi af en kvinde, der var klædt som høvding, iført en særlig dragt og med et bånd med fjer om hovedet. Kvinden på fotografiet var den tyske avantgardekunster og forfatter Unica Zürn, og hun vakte Kirstine Reffstrups nysgerrighed. I 2013 oversatte hun en række af Zürns anagramdigte, som udkom i bogen ”Heksetekster”, og siden hen gik hun også i Zürns fodspor fra fødestedet Wannsee til Berlin, Paris og den franske landsby Ermenonville. I 2016 debuterede Kirstine Reffstrup i debutromanen ”Jeg, Unica” med en fiktiv fortælling om Unica Zürn og hendes partner, billedkunstneren Hans Bellmer.   

Grundig research gik også forud for Reffstrups anden roman, ”Jernlungen”, der udkom i 2023. Kirstine Reffstrup var længe optaget af den store polioepidemi, der ramte Danmark i 1952, og stødte i den forbindelse på et fotografi af et barn, der lå i en såkaldt jernlunge – en cylinderformet jerntank, som var datidens respirator: ”Jeg blev grebet af billedet af den lille, sårbare krop, som lå i den her enorme maskine. Jeg tænkte, at det også var et stærkt billede på ensomhed og afhængighed af noget, som er større end en selv,” forklarer Reffstrup (Kim Andrea Brofeldt: Kirstine Reffstrup om Jernlungen. Gyldendal.dk, 2023-11-20).

I 2023 var Reffstrup en af bidragsyderne til antologien ”Afbrydelser”. I 2024 var hun del af den redaktion af forfattere, der udvalgte og redigerede tekster om forældreskab til antologien ”Moderelementet”. Hun fik i 2024 et toårigt arbejdslegat som Writer in Residence på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, hvor hun skal beskæftige sig med emner som køn, feminisme, erindring og glemsel.

Kirstine Reffstrup har en kæreste, Laima Nomeikaite, der forsker i gadekunst og graffiti, og en datter. Hun bor i Norge med sin familie.

Tyske Unica Zürns liv og kunst er udgangspunktet for Kirstine Reffstrups debutroman. I den exofiktive kunstnerroman ”Jeg, Unica” fra 2016 møder vi Unica Zürn i 1950’erne, hvor hun sammen med sin partner Hans Bellmer har trukket sig fra storbylivet i Paris og Berlin og bosat sig i den franske landsby Ermenonville. Kunstnerparret er især optaget af at skabe dukker i menneskestørrelse, med kropsdele, der kan drejes og bøjes i alle retninger. I løbet af romanen springes der også tilbage til Zürns opvækst, hendes første ægteskab, de to børn, som hun ikke længere ser, livet som fraskilt karbaretartist, den bror, som mistede livet under Anden Verdenskrig, og det Berlin, der lå i ruiner efter krigen.

Romanen skildrer også den kunstneriske praksis – dukkerne skabt af Hans Bellmer med hjælp fra Unica Zürn og Zürns tekstværker, som har en del til fælles med de evigt foranderlige dukkekroppe: ”Sætningen er en krop, jeg dissekerer (…) Bogstaverne er leddene, knoglerne, krogene, som hæfter den bløde marv af betydning sammen. Jeg bytter rundt på bogstaverne, brækker, bryder op, hugger, amputerer. Vers efter vers.” (s. 97).

52236258

Dukkerne er bl.a. et modsvar til det nazistiske kropsideal: ”Det blev en deform krop, som der ikke var plads til i nazismens verdensbillede. Dukken var en form for protest mod, at der fandtes ét billede af mennesket, som var det rigtige,” forklarer Reffstrup (Pauline Bendsen: Husmor, høvding, muse. Information, 2016-02-13).

Romanen er en jeg-fortælling med indre synsvinkel hos Unica Zürn, men mod slutningen af fortællingen forskubbes synsvinklen til dukken – et kunstnerisk greb, der gengiver det kaotiske indre liv hos Zürn og varsler de senere psykiske sammenbrud. Samtidig understreger transformationen fra jeg-person til dukke-jeg et vigtigt motiv i romanen; nemlig blikket, og det at se og blive set. Pludselig er det dukken, der ser, og ikke kun bliver set. Detaljerede sansebeskrivelser og farve- og motivgentagelser kendetegner også bogen, der i fiktiv form portrætterer en lidt overset tysk efterkrigskunstner og har krop, kunst, kærlighed og en særlig sensibilitet i kølvandet på en verdenskrig som vigtige temaer. 

”Jeg, Unica” blev udgivet samtidigt på dansk og norsk og er siden blevet oversat til flere sprog. Romanen blev blandt andet nomineret til Montanaprisen i 2016.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Jeg, Unica"