Aftenens ubehag

Citat
”Jeg forestillede mig, hvordan far med den hånd ville vride halsen om på min kanin, ligesom den børnesikrede kapsel på en flaske kvælstof: Der var kun én rigtig måde at gøre det på. Og hvordan mor så ville lægge min livløs Dieuwerte på det sølvfad, som hun ellers serverede færdigsalat på om søndagen efter kirke. Hun ville anrette den på et leje af feldsalat og garnere med agurk, tomatbåde og revet gulerod, og lidt timian.”
”Aftenens ubehag”, s. 23.

”De avond is ongemak” fra 2018 (”Aftenens ubehag”, 2020) er Lucas Rijnevelds første roman. Bogen handler om den tiårige pige Jas, som bor med sin familie på en gård, hvor de holder køer. Udover landbruget er landsbyen, de bor i, præget af en indremissionsk kristendom.

Jas er én af fire søskende, og da den ældste og mest landmandslovende af brødrene, Mathies, en dag går igennem isen, da han står på skøjter, og drukner, begynder hele familiens sammenbrud. Jas bebrejder sig selv, fordi hun har bedt til Gud om at tage hendes bror i stedet for hendes kanin, og hun ser det som en form for straf, da hun kommer til at lide af langvarig forstoppelse. Moren holder op med at spise. Faren bliver endnu mere tavs og fraværende. Og broren Obbe får en forkærlighed for at slå små dyr ihjel. Sorgen sætter sig i de forskellige familiemedlemmer på vidt forskellige måder.

Bogen er fortalt fra Jas’ perspektiv, i hendes stemme. Hun har en ganske særlig måde at sanse verden på. Verden, som hun oplever den, er bl.a. fuld af døde dyr. Nakken vrides om på kaniner. Døde tudser samles op i spande eller gemmes i lommen på hendes røde frakke. Køer bliver syge og slås ned. På et tidspunkt rammes alle farens køer af mund- og klovsyge, og hele bestanden skal slås ned. Familiens deroute fortsætter. Det er i høj grad en bog, der handler om vold. En vold, der flyder lidt rundt imellem karaktererne, som en ubehagelig stemning, der en gang imellem kammer over i fysisk vold. Noget særligt de små dyr i bogen lider under.

39096269

Jas har et særligt blik for, en forkærlighed for, det klamme, det groteske og det kropslige. Hun har døde skrubtudser i lommen. Hun stikker et ostebor op i endetarmen på en ko, for at dyrlægen skal finde den, og dermed bevise, at han er hendes kærlighed værd. Hun eksperimenterer med seksualiteten sammen med både sin søster og bror.

Rijnevelds prosa er billedstærk og tæt. Hans billeder er ofte forstyrrende, ubehagelige, nådesløse i deres ærlighed, når det kommer til at portrættere et miljø, som han kender indgående fra sin egen opvækst, og en person, der også minder om ham selv.