Den danske forfatter Hans Otto Jørgensen har skrevet om sin baggrund fra en landbrugsfamilie, ja faktisk kvægbrugsfamilie, ligesom Rijneveld, i utallige af sine bøger. Ligesom Rijneveld har han også været optaget af at beskrive det hårde og nedslidende arbejde, det er at holde dyr, og de menneskelige skæbner, der findes ude på gårdene og i landsbyerne. Hos Rijneveld er der i ”Min egen øjesten” en antydning af det skifte i livsform, som den unge pige foretager, da hun senere i livet bliver internationalt anerkendt musiker. Det findes også hos Jørgensen, der gentagne gange trækker på den erfaring. Både driften ud af landsbyen, mod kunsten, og sorgen over at forlade familien.
Her er det også værd at nævne Ditte Holm Bros ”Fladland” (2021), der tematiserer livet på landet på en helt anden måde: der er flade marker, men flere parcelhuse, og en ung piges indre liv, der udfolder sig i det miljø.
Rijneveld har tydeligvis bedrevet en genskrivning af den næsten mytiske ”Lolita”-fortælling, som Vladimir Nabokov skrev i 1955. Nabokov er inde på noget af det mest forstyrrende ved litteraturen, nemlig dens evne til at forføre. Læserens tilbøjelighed til at holde med en bogs hovedperson strækkes til det yderste og viser, at vi som læsere også er en form for medskyldige i en fortælling om seksuelt overgreb på en ung pige. Det er for så vidt det samme ærinde, Rijneveld er ude i, og det lykkes i høj grad, fordi han er så fremragende en stilist, ligesom Nabokov. Som læser får man en art dobbeltsyn, der fatter en slags forkvaklet sympati for hovedpersonen, samtidig med at man kan se, hvor ødelæggende det er for hans offer. Den sidste del af det, konsekvenserne for den unge pige, har Rijneveld så et helt andet blik for, meget mere råt og ærligt end Nabokov.
Man kan også nævne svenske Sara Stridsbergs ”Darling River” (2010), som er en slags omvending af Lolita-myten. Her er det ikke den ældre mand, der er et monster, men den unge pige, der vokser ud over sine grænser og bliver monstrøs.