”Mijn lieve gunsteling” fra 2020 (”Min egen øjesten”, 2024) er Lucas Rijnevelds anden roman. Den er ikke en direkte efterfølger til ”Aftenens ubehag”, men den foregår et sted, der til forveksling ligner landsbyen fra den første bog. Den unavngivne hovedperson fra ”Min egen øjesten” kunne også sagtens være den samme person som i ”Aftenens ubehag”. Der er i hvert fald en hel del sammenfald imellem de to unge piger, der i bog to bare er blevet et par år ældre, og nu er 14 i sommeren 2015.
Hvor det i den første roman var den unge pige, der langt hen ad vejen fik stemmen og sproget til at beskrive sig selv og sin familie og omgivelser, er det i ”Min egen øjesten” den 49-årige dyrlæge, som er forelsket i, grænsende til at være besat af, den unge pige, der fortæller hele historien. Det gør han i en prosa, som udmærker sig ved at være henvendt til et du, som er den unge pige, og desuden næsten åndeløs, med mange lange linjer uden punktummer, rablende og hæmningsløs.
Igen er der hos Rijneveld fyldt med døde dyr og ubehagelig kropslighed. Men i dette tilfælde er den seksuelle vold mere eksplicit. Bogen finder sted over en sommer, hvor den ældre mand bliver mere og mere opslugt af sin selvdestruktive kærlighed til dette barn. Han forfører hende ikke mindst ved hjælp af amerikanske kulturprodukter, bands, film og bøger, som han introducerer hende for og gør til deres fælles sprog. I lang tid er han tilbageholdende med de fysiske tilnærmelser, fordi han ikke vil have, hun skal blive skræmt og sladre. Men han er helt fortabt. Selv ikke da pigen bliver vild med og siden kærester med hans ældste søn, får det ham til at stoppe op. Det samme gælder, da hun prøver at tage sit eget liv.
137686651
På det tidspunkt har han manipuleret hende til på en måde at gengælde hans kærlighed, men det er også tydeligt, at han ødelægger hende. Rijneveld er eminent til at vise os netop disse to ting på samme tid i sin prosa. Han lader os se dyrlægens vanvid med en form for empati, men som læser ser vi også lige igennem hans creepy kærlighedserklæringer og ser dem for, hvad de er: vold.
Undervejs er der henvisninger til en retssag, og til at den unge pige er flyttet ud af landsbyen og blevet en internationalt kendt rockstjerne. Det kunne ligne en slags håb, men i så fald er det et grumt håb.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Min egen øjensten"