Lucas Rijneveld skriver om det rurale liv, livet på landet. Landbruget skildres i Rijnevelds forfatterskab med nul procent sentimentalitet og idyl. Det er barske vilkår, og det er voldsomt og fuld af syge, døde dyr og ødelagte familier, der kæmper på randen af økonomisk kollaps og kollaps i det hele taget. Den måde, de to unge piger, som er hovedpersoner i Rijnevelds to bøger, forholder sig til deres køn på, er også interessant at kigge på. Den unavngivne 14-årige hovedperson i ”Min egen øjesten” er ekstremt betaget af penisser. Hun ser på drengenes. Hun rører ved dyrlægens, og sammen med ham opererer hun en penis ud på en odder, som en slags manifestation af hendes brændende begær efter selv at have en penis. Rijneveld er varsom med at kalde nogen af de to hovedpersoners eksperimenter med deres køn for direkte kønsdysfori. Og som læser skal man nok også være varsom med at læse det faktum, at Rijneveld selv er transkønnet, ind i hans karakterer. Også selvom de i vid udstrækning er bygget på hans eget liv. Karaktererne er deres egne, og begge romaner er fiktionsfortællinger, uanset at de trækker på et stof, der ligger tæt op ad Rijnevelds liv.
Der er et meget påtrængende tema om seksuel vold. Den pædofile dyrlæge i ”Min egen øjesten” er den forførende og ødelæggende kraft i den unge piges liv. Men han er også selv et offer for seksuelle overgreb, som hans mor begik imod ham, da han var barn. I ”Aftenens ubehag” forsøger faren at helbrede Jas’ forstoppelse, ligesom han gør ved køerne, han stopper et lille stykke sæbe op i anus på hende. Hendes skam og smerte spejler sig i flere af de scener, hvor hun sammen med sine søskende udfører forskellige eksperimenter med hinandens kønsdele. Der findes tydeligvis ikke noget såkaldt sundt forhold til seksualitet for disse karakterer.