Næsten samtidig med ”Cremasterrefleksen” udkom Martha Flyvholm Todes ungdomsroman ”På Bornholm må man græde overalt”. De to bøger er blevet sammenlignet af flere anmeldere, for som Berlingskes anmelder skrev: ”Romanerne »snakker« med hinanden (…) Ligefremt, nøgternt, ærligt og med underspillet humor skildrer de det »stille« hverdagsliv som ung i Danmark her og nu.” (Kari Sønsthagen: Et ualmindeligt almindeligt liv. Berlingske, 2017-04-04). Historierne er vidt forskellige, men tonen og grundstemningen er den samme. I begge romaner forsøger et ungt, kvindeligt jeg at finde ud af en krise (i Todes roman er det sorgen over at have mistet sin stedfar) og ind til de mennesker, der betyder mest for hende. Både Ringo og Tode veksler mellem tragikomiske dialoger og selvrefleksion.
Ringo nævner selv Stine Pilgaard som et af sine forfatterforbilleder, og de to forfattere har bestemt også en del tilfælles. Pilgaard skriver også om at vænne sig til at være voksen. I romanen ”Lejlighedssange” (2015) flytter hovedpersonen ind i en andelsforening og bliver ved med halvt at forvente, at nogen kommer og tager nøglerne til lejligheden fra hende.
I Helle Helles roman ”Dette burde skrives i nutid” (2011) er hovedpersonen også lige flyttet hjemmefra og har meget svært ved at få al tiden alene til at gå. Hun er også indskrevet på et studie, som hun ikke rigtig kan komme i gang med, og i stedet for at tage ud til det, gør hun en masse ting, som hun ikke helt ved, hvorfor hun gør. Helle Helles hovedperson er måske ikke så god til at svare igen som Laura Ringos romankarakterer, men udover det har de en del tilfælles. Der er desuden flere paralleller mellem hovedpersonen i ”Dette burde skrives i nutid” og den unge Helle Helle – præcis som der er paralleller mellem Karla i ”Cremasterrefleksen” og Laura Ringo selv.