Jeg vil hellere spise kage.
Det kan også være meget romantisk, siger jeg og går ud efter de cookies med chokoladeknapper, som vi har liggende i slikskuffen.
Hvordan har du det? Råber jeg ind til ham i stuen, mens jeg anretter.
Jeg holder det ud i strakt arm.
Jeg forestiller mig Troels sidde med en lille polyp med en kræftcelle fra tyktarmen i strakt arm for at få den væk fra kroppen.”
Handlingen i Laura Ringos roman ”Efter kort tids sygdom” (2025) er inspireret af Ringos eget liv og hendes kærestes kræftforløb. I romanen møder vi Nelly, der er i starttrediverne og bor på Falster med sin tyve år ældre kæreste Troels. Nelly arbejder som assistent i brillekæden Praktik Optik. Det har hun gjort i ti år, selvom hendes chef er en klaphat, der ikke anerkender hende for det, hun gør. Men bortset fra det lever Nelly og Troels et godt og stabilt liv – lige indtil Troels får svar på en screening for tarmkræft. Den viser noget mistænkeligt, og det mistænkelige viser sig at være kræft. ”Godt, du kom så hurtigt”, siger sygeplejersken på hospitalet (s. 90).
140476056
Nu skal Troels igennem en operation, og med den følger smerter, plejebehov og – ikke mindst – frygten for, om kræften har spredt sig. Nelly er bange for at miste Troels, men Troels er mere bange, så det kan hun ikke rigtig sige til ham. Hvem taler man med om kræft? Hvad siger man på arbejdet? Troels og Nellys behov er forskellige, og selvom Troels bliver rask igen, kommer Nelly også ud af kræftforløbet med ar på sjælen.
Romanen indledes af et afsnit med overskriften ’Prolog og epilog’. Vi er til Troels’ begravelse i Vor Frue Kirke i København. Præsten fortæller, at han er død efter kort tids sygdom. Det er ikke her, handlingen i romanen ender, men afsnittet peger på den nye virkelighed, Nelly skal leve videre med. Hun er kommet tættere på døden. Faktisk begynder hun at gå til tilfældige menneskers begravelser til sidst i romanen for at bearbejde det, hun har været igennem.
Selvom tematikken i romanen er tung, er tonen let. ”Efter kort tids sygdom” er fuld af den humor, som også kendetegner Ringos andre romaner. Det afspejler sig for eksempel i kapiteloverskrifterne: ’Noget handler om køkkener. Andet handler om kræft’ er titlen på et kapitel. ’Nogle er blåøjede. Andre er snæversynede’ er titlen på et andet. Romanen indeholder også en række kursiverede breve, som Nelly skriver for sig selv for at afreagere eller få styr på tankerne. Brevene er for det meste til Troels eller kollegerne i Praktik Optik og fungerer altid som en kommentar til en episode, der har udspillet sig i kapitlet umiddelbart inden.