Genrer og tematikker

Hilde Rød-Larsen skriver realistiske romaner om menneskets eksistens, og hendes bøger rummer hele liv. Hendes debutroman ”Sommertid” fra 2019 er ikke oversat til dansk, men den er som hendes anden roman ”Diamantaftener” en realistisk fortælling båret af indre monolog og en stram komposition.

”Sommertid” er en tredjepersonsfortælling med to hovedpersoner, ægteparret Ingrid og Peter og med en handling, der strækker sig over et døgn, Oslos første sommerdag. Romanen falder i fem dele, og synsvinklen veksler gennem romanen mellem Ingrid og Peter, og det giver et smukt indblik i, hvordan fremtidsdrømme, længsler og minder glider sammen med nutiden. Tiden, der var og er, gør os til dem, vi er, ikke som noget statisk, men gennem de fortællinger, vi fortæller os selv – præcis som jegfortælleren Agnete i ”Diamantaftener” også er sin fortid, selv om hun har forsøgt at skjule en del af den for sig selv.

”Diamantaftener” fortælles i tre dele, og romanens fortællestruktur giver jegfortælleren Agnete mulighed for gennem fiktionen at gå på opdagelse i sin egen historie og komme tilbage med nye erkendelser. Således er formen næsten lige så vigtig som indholdet, og selv siger Hilde Rød-Larsen om romanens komposition: ”Det, at bogen er opdelt i tre dele, og at den ikke følger en streng kronologi, men hopper frem og tilbage i Agnetes historie, har til dels noget at gøre med, at jeg selv er udpræget associativ. Mit hoved kan virke kaotisk, både for mig selv og andre, men der er altså et system derinde. Og så er der det, at Agnete i fortællingen føler sig grundlæggende desorienteret. Både fordi hun – i lighed med mig – har en vanvittig dårlig stedsans, og fordi hun ikke helt ved, hvad der er op og ned på, hvem hun selv er. Ved hjælp af små forskydninger i teksten, som er mulige på grund af de tre dele og de mange spring, prøver jeg at fremvise hendes desorientereting i stedet for bare at fortælle om den.” (Gutkinds hjemmeside: ”Fiktionen egner sig godt til at lede efter en sandhed i det komplekse.” Gutkind, 2023-01-09).

Hilde Rød-Larsen skriver om det, mennesker går og tænker og føler, og som de ikke deler med andre. Hun går på opdagelse sammen med karaktererne i deres indre og har et indsigtsfuldt blik for både livets fundamentale ensomhed og de krumspring, vi laver for ikke at mærke den. Det gør hendes karakterer menneskelige og nemme at identificere sig med.