Hilde Rød-Larsen

Hilde Rød-Larsen er født i Bergen i 1974 og vokset op i Oslo. Hendes forældre blev skilt, da hun var otte år, og selv siger hun, at hun er vokset op som enebarn hos dem begge. Rød-Larsens mor Merete Alfsen er en prisvindende, skønlitterær oversætter, og hendes far Terje Rød-Larsen er en internationalt kendt, norsk diplomat. Om betydningen af at have en offentligt kendt far, siger hun: ”Det var heldigvis ikke før, jeg var flyttet hjemmefra, at det brød løs, så̊ det er ikke noget, jeg er vokset op med. Jeg prøver at forholde mig nøgternt til virakken om min far, selv om jeg selvfølgelig også̊ har været stolt af ham og fascineret af hans verden. En verden jeg oplever som fjern fra min. Jeg har for resten fundet ud af, at min debutroman på en mærkelig måde er præget af det liv, han har levet. Det, at hans liv er så vildt på så mange måder, var en af grundene til, at jeg i ”Sommertid” var så opsat på at skrive en fortælling om to mennesker, der ikke laver noget som helst spektakulært.” (Tone Solberg: Hilde Rød-Larsen om boken «Diamantkvelder»: – Jeg har selv opplevd å bli seksuelt utnyttet. Tara, 2022-12-06. Egen oversættelse).

Hilde Rød-Larsen er uddannet i sociologi og Development Studies fra London School of Economics, men har det meste af sit voksne liv arbejdet som oversætter og i perioder også som redaktør ved forskellige forlag. Alligevel har hun altid vidst, at hun ville være forfatter, og hun har skrevet dagbog hele sit liv. Gennem skriften forstår hun både verden og sig selv bedre, fordi hun ved at læse og skrive kan tænke og føle klarere. Skriften er også en slags hemmeligt rum, og Rød-Larsen elsker hemmelige rum - ikke fordi hun vil gøre noget forbudt eller grænseoverskridende, men fordi det sætter tanken fri. Da hun skrev sin første roman, skabte hun også et hemmeligt skriverum: ”Jeg bestemte mig for at skrive en time hver dag. Jeg er A-menneske og kunne skrive, mens resten af familien sov om morgenen. Ingen fik at vide, hvad jeg lavede. Det var utroligt berusende at have den hemmelighed.” (Tone Solberg: Hilde Rød-Larsen om boken «Diamantkvelder»: – Jeg har selv opplevd å bli seksuelt utnyttet. Tara, 2022-12-06. Egen oversættelse).

I dag bor Hilde Rød-Larsen i Oslo med sin mand og et hjemmeboende barn. Den ældste er flyttet hjemmefra.

Kort fortalt handler Hilde Rød-Larsens anden roman, ”Diamantkvelder” fra 2022 (”Diamantaftener”, 2023), om Agnete, der pludselig begynder at tabe håret, da hun er i 40’erne. Agnete er romanens jegfortæller, og hun skriver for at finde årsagen til hårtabet. Hun skriver om sin veninde Jenny fra studietiden i London og om sine weekender og ferier hos Jennys far Christoph, der er psykolog. Agnete indleder på hans initiativ et seksuelt forhold til Christoph, der foregår på terapibriksen og står på i mange år. Men det er ikke nemt for Agnete at fortælle sandheden om forholdet. ”Nej, jeg kan ikke komme ind til det, jeg vil, på denne måde, det, der gør, at jeg skriver dette her; jeg står i vejen. Jeg må væk.” (s. 103), som Agnete skriver i romanens første del. Derefter skifter romanen synsvinkel fra jegfortælleren Agnete til en tredjepersonfortælling om Marianne.

135201561

Selv om persongalleriet ændres i romanens anden del, er omdrejningspunktet og hovedpersonens traume – uanset om hun hedder Agnete eller Marianne ­– det samme. For hvorfor har Agnete sex med en mand, som hun hverken begærer eller er forelsket i? Og hvorfor har Marianne?

Med Marianne som hovedperson bliver det tydeligt for både læser og Agnete, at psykologen udnytter sin position. Han ser, at Marianne/Agnete er psykisk sårbar, selv om det kun antydes, at Marianne/Agnete lider af en spiseforstyrrelse og måske også har en bipolar lidelse. Han ser hende, og den forståelse, det blik, har hovedpersonen længtes efter, men i stedet for at hjælpe hende, udnytter psykologen sin indsigt til at få sex.  

Da Agnete i romanens tredje del vender tilbage som jegfortæller, har hun gennem tredjepersonfortællingen forstået, at hun, der ellers har opfattet sig selv som stærk, har været offer for en ældre mands udnyttelse.

Romanens form (den tredelte komposition) spiller således en vigtig rolle i hovedpersonens erkendelsesproces, fordi hun med en tredjepersonfortæller kan nærme sig sandheden om forholdet.

”Diamantaftener” er ikke kun en MeToo-fortælling. Det er også en indsigtsfuld beretning om at turde se fortiden i øjnene og genvinde magten over sin egen historie.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Diamantaftener"