Emma Rosenzweig er født i København i 1990. Som kun 16-årig spillede hun hovedrollen i den danske spillefilm ”Supervoksen”, og hun har arbejdet som model for store danske og udenlandske modehuse. Hun er medlem af den danske Leth-familie, da hun er datter af filmskaber Karoline Leth og barnebarn til forfatter og filmskaber Jørgen Leth. Det betyder, at hun fra en tidlig alder har været genstand for andres blikke og holdninger til, hvem hun er.
Emma Rosenzweig ændrede i 2018 sit efternavn fra Leth til Rosenzweig, efter hun blev gift med den danske kunstner Tal R, der er 24 år ældre end hende, og blev bonusmor til hans barn. Hun har været udsat for de fordomme, der følger med den familiekonstellation og har oplevet, at især kvinder dømmer hinanden.
Rosenzweig har talt åbent om behovet for selv at definere, hvem hun er, og kritiseret mediernes generelle fokus på forfattere og kunstnere frem for værker.
I et interview fra 2024 sagde hun: ”Men vi er så optaget af hinandens beskidte vasketøj. Det ville være smukt, hvis journalister var hævet over det. Altså, jeg har ikke givet et eneste interview i år, som ikke er startet med, at journalisten har påpeget de kendte mænd, der er omkring mig, men som har absolut intet at gøre med min bog.” (Thomas Balslev: Emma Rosenzweig synes, vi taler for meget om forfattere og for lidt om bøger: ”Vi er så optaget af hinandens beskidte vasketøj”. Heartbeats, 2024-12-28).
I 2024 blev Rosenzweig uddannet fra kunstskolen Städelschule i Frankfurt, samme år som hendes roman udkom. Hendes afgangsprojekt var kortfilmen ”Under broen”, som i lighed med hendes roman handler om forhold mellem kvinder. Filmen skildrer en gruppe kvinder, der har etableret et feminint fællesskab i form af en skønhedsklinik, hvor de omsorgsfuldt passer på hinanden, lægger neglelak og sminker hinanden.
Selv har Rosenzweig fortalt, at hun startede på kunstakademiet i Frankfurt, fordi hun ønskede at skabe sin litteratur og kunst på egne præmisser, og hun har gennem både kunsten og litteraturen insisteret på retten til selv at definere, hvem hun er.
Emma Rosenzweig har desuden skrevet essays, arrangeret filmvisninger og samtalesaloner samt været dramatiker på en dukkeforestilling. Hun bor i København med sin mand og to børn.