Genrer og tematikker

Jenny Rossander skildrer i ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen” fra 2024 en ulige kærlighedsrelation og viser, hvor store konsekvenserne af relationen kan være for den med mindst magt. Det er svært ikke at blive smigret, når en magtfuld mand kalder en for ”atomsol”, som Instruktøren gør det i romanen. Og det er nærmest umuligt at trække sig tilbage fra en stormfuld, men giftig relation, hvis den, man bryder med, kan have afgørende indvirkning på ens karriere.

I forbindelse med romanens udgivelse opridsede Rossander i Politiken det, hun selv betegner som ”et sygt coming of age-ritual” i hendes egen branche, og det er netop det ritual, Rossanders debut tematiserer: ”Unge kvinder kommer ind i kunstverdenen med begær for livet og begær for at skabe. Men alt for ofte tørrer en magtfuld, ældre mand med en midtvejskrise snot af i dem. Og resten af livet skal de bare holde kæft med det.” (Emilie Maarbjerg Mørk: Han var gift og højt på strå. Hun var ung musiker på vej frem. Nu har hun skrevet en bog om affæren. Politiken, 2024-05-23).

Rossander skriver fra elskerindens synspunkt. Hun beskriver, hvordan det føles at være den slags kæreste, der ikke må eksistere udadtil – for gør hun det, braser elskerens parallelle liv sammen. I stedet bliver det elskerindens liv, der braser sammen. Så længe hun går med på præmissen om at være en andens hemmelighed, har hun ikke kontrollen over sit eget liv.

Med ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen” sætter Jenny Rossander fokus på en situation, hun selv har været i, og låner også kulisser fra teaterproduktioner, hun selv har medvirket på – eksempelvis Aalborg Teaters opsætning af ”Tine” fra 2021. Roman bevæger sig på grænsen til autofiktion, men Rossander understreger, at meget i romanen også er opdigtet, og at det er de konsekvenser, et forhold som Komponistens og Instruktørens kan have, der har været det essentielle for hende at belyse: ”Det er ikke relevant, hvem ’han’ er. Det ville være forfærdeligt, hvis vi endte med at snakke om én person, når der er tale om et strukturelt problem,” (Simon Staun: Jenny 'Lydmor' udgiver bog om utroskab og magt. Fyens.dk, 2024-05-19), siger hun til Fyens.dk. Fortællingen er en førstehåndsberetning, som hun håber, andre unge kvinder vil kunne spejle sig i.