Roth stikker lidt ud litteraturhistorisk. Han brugte ikke meget tid på at læse andre forfattere, og han holdt af at citere følgende: ’at en forfatter, der bruger sin tid på at læse, er ligesom en tjener, der bruger sin tid på at spise’. Derudover anså Roth og hans samtidige ham primært som journalist, der ved siden af havde en forfattergerning. Han skrev ikke i tidens litterære retninger som ekspressionismen eller neue sachlichkeit, men holdt sig i en primært observerende, realistisk stil, der dog havde et stort psykologisk indblik. Og selvom hans prosa var konservativ, var den også på en anden måde tidsløs, end nogle af hans samtids eksperimenterende tekster, der kræver et vist forhåndskendskab, før man kan gå til dem. Det gælder f.eks. Robert Musils modernistiske klassiker ”Manden uden egenskaber”, der selvom den på et overordnet plotmæssigt plan handler om et særdeles Roth-agtigt tema, nemlig det østrig-ungarske dobbeltmonarkis sidste dage, i virkeligheden konstant laver essayistiske afstikkere. Her er Roths historier meget mere ligefremme.
En forfatter, som Roth deler meget med, og som også var en personlig ven, var en anden stor østrigsk forfatter, Stefan Zweig. Zweig bevægede sig som Roth også frit mellem fiktion og non-fiktion. Han begræd som Roth det østrig-ungarske imperiums fald, som han dog også betragtede med en vis ambivalens, og hans erindringsværk ”Verden af i går” beskriver i høj grad den verden, Roth kendte fra sin ungdom.
Roths psykologisk indsigtsfulde og realistiske fortællinger sætter ham i samme skole som de franske forfattere Stendhal og Gustave Flaubert, især sidstnævnte var Roth meget betaget af. Også Leo Tolstoj, den store russiske forfatter fra det 19. århundrede, deler Roth mange kvaliteter med, ikke mindst i Roths hovedværk ”Radetzkymarch”. Det gælder både, hvad angår Tolstojs skarpe psykologisering og hans tilgang til fiktionen, som et udsnit af liv fremfor et stykke kunst. De skrev begge om den verden, de kendte i alle dens facetter.