Baggrund

Citat
”Ord i mund og/ tand for fugtig læbe/ modne ord på træ/ talt af slangetunge/ slugt af stilket/ øjeæble/ saft i mund og/ drift i ungords have”.


”Øjeæbler”, s. 58.

Asger Schnack blev født d. 23. maj 1949 i Gentofte som søn af skoleinspektør Alex Schnack og hustru Mina. Morens fødenavn Paardekooper tog Asger Schnack senere som et alias, da han bl.a. udgav den fiktive fortælling om ”Sixten og Elvira” (2003). I erindringsbogen ”Det var ikke mig” (1976) kan man i stykket ”Min barndoms trefork” læse om forfatterens problematiske forhold til sin far og hjemmets mange konflikter, hvor der især var gnidninger mellem den autoritative patriark og den langhårede og piberygende dreng, der tidligt dannede sig et intellektuelt liv. Som 15-årig havde han skrevet nok digte til en hel udgivelse og sendte samlingen til Gyldendal, der var begejstrede, men syntes, han skulle vente tre-fire år, før han var klar til at blive udgivet. Så længe gik der dog ikke. I 1967, mens han stadig var gymnasieelev og medredaktør af sit gymnasies skoleblad, debuterede Asger Schnack med digtsamlingen ”Øjeæbler” (1967) på det toneangivende, modernistiske forlag Arena.

Fra da af levede Asger Schnack stort set som forfatter og udgiver og var også driftig som forlægger: I 1974-79 drev han forlaget Swing, der hovedsageligt udgav nye bøger af danske forfattere og musikere, bl.a. Henrik Nordbrandt (f. 1945), og i samme periode, 1975-1979, var Asger Schnack redaktør på det større Borgens Forlag og var med andre ord med til at udgive både den litterære under- og overgrund. Borgens Forlag endte desuden med at opkøbe Swing. Asger Schnack blev i 1977 gift med fysioterapeut Betty Crone (f. 1950). De fik sammen døtrene Rosita og Christine og blev skilt i 2003.

I slutningen af 1970’erne var Asger Schnack, sammen med Poul Borum (1934-1996), der senere stiftede Forfatterskolen, også med til at udklække nogle af 1980’ernes stærkeste lyrikstemmer, nemlig Michael Strunge (1958-1986), Henrik S. Holck (f. 1961) og F.P. Jac (1955-2008). I 1993-1999 sad han som redaktør på Hans Reitzels Forlag, inden han igen stiftede sit eget forlag, Bebop, der især udgav gendigtninger af udenlandske avantgardedigtere og bøger af og om internationale billedkunstnere.

I 2009-2011 var Asger Schnack underviser på Forfatterskolen, og i 2014 stiftede han forlag i eget navn, Asger Schnacks Forlag, der bl.a. har udgivet en glemt digtsamling af Aarhus-lyrikeren Peter Laugesen (f. 1942) og Eske K. Mathiesens (f. 1944) samlede digte. I hele perioden har Asger Schnack udgivet et utal digtsamlinger, essays, romaner, børnebøger og foto/digte-bøger, og i 2018 rundede han sin 50-års milepæl for forfatterskabets begyndelse.