Asger Schnack

Asger Schnack blev født d. 23. maj 1949 i Gentofte som søn af skoleinspektør Alex Schnack og hustru Mina. Morens fødenavn Paardekooper tog Asger Schnack senere som et alias, da han bl.a. udgav den fiktive fortælling om ”Sixten og Elvira” (2003). I erindringsbogen ”Det var ikke mig” (1976) kan man i stykket ”Min barndoms trefork” læse om forfatterens problematiske forhold til sin far og hjemmets mange konflikter, hvor der især var gnidninger mellem den autoritative patriark og den langhårede og piberygende dreng, der tidligt dannede sig et intellektuelt liv. Som 15-årig havde han skrevet nok digte til en hel udgivelse og sendte samlingen til Gyldendal, der var begejstrede, men syntes, han skulle vente tre-fire år, før han var klar til at blive udgivet. Så længe gik der dog ikke. I 1967, mens han stadig var gymnasieelev og medredaktør af sit gymnasies skoleblad, debuterede Asger Schnack med digtsamlingen ”Øjeæbler” (1967) på det toneangivende, modernistiske forlag Arena.

Fra da af levede Asger Schnack stort set som forfatter og udgiver og var også driftig som forlægger: I 1974-79 drev han forlaget Swing, der hovedsageligt udgav nye bøger af danske forfattere og musikere, bl.a. Henrik Nordbrandt (f. 1945), og i samme periode, 1975-1979, var Asger Schnack redaktør på det større Borgens Forlag og var med andre ord med til at udgive både den litterære under- og overgrund. Borgens Forlag endte desuden med at opkøbe Swing. Asger Schnack blev i 1977 gift med fysioterapeut Betty Crone (f. 1950). De fik sammen døtrene Rosita og Christine og blev skilt i 2003.

I slutningen af 1970’erne var Asger Schnack, sammen med Poul Borum (1934-1996), der senere stiftede Forfatterskolen, også med til at udklække nogle af 1980’ernes stærkeste lyrikstemmer, nemlig Michael Strunge (1958-1986), Henrik S. Holck (f. 1961) og F.P. Jac (1955-2008). I 1993-1999 sad han som redaktør på Hans Reitzels Forlag, inden han igen stiftede sit eget forlag, Bebop, der især udgav gendigtninger af udenlandske avantgardedigtere og bøger af og om internationale billedkunstnere.

I 2009-2011 var Asger Schnack underviser på Forfatterskolen, og i 2014 stiftede han forlag i eget navn, Asger Schnacks Forlag, der bl.a. har udgivet en glemt digtsamling af Aarhus-lyrikeren Peter Laugesen (f. 1942) og Eske K. Mathiesens (f. 1944) samlede digte. I hele perioden har Asger Schnack udgivet et utal digtsamlinger, essays, romaner, børnebøger og foto/digte-bøger, og i 2018 rundede han sin 50-års milepæl for forfatterskabets begyndelse.

Asger Schnacks debutdigtsamling ”Øjeæbler” (1967) åbner med et citat af den romantiske walisiske poet Dylan Thomas (1914-1953), der af mange regnes for en af de største forfattere fra 1900-tallet: ”The force that through the green fuse drives the flower my green age” fra et af poetens bedst kendte digte.

Asger Schnack har selv kaldt sin debut for ’ungdommelige synsdigte’ (Jakob Ravn Fjordbo: Asger Schnack: Jeg begynder at se, hvordan linjerne løber sammen. Kristeligt Dagblad, 2017-06-16), og han var også kun en ung gymnasieelev, da samlingen udkom på Arena – et forlag, der bl.a. udgav store forfattere som Henrik Bjelke (1937-1993), Peter Seeberg (1925-1999) og Samuel Beckett (1906-1989). Asger Schnacks hjemmelavede betegnelse ’synsdigte’ harmonerer med et af digtsamlingens seks afsnit, der hedder ”se”. Her anes et jeg, der bevæger sig rundt i en by og iagttager bl.a. lyset i en række meget kortfattede og enkle digte.

Som Dylan Thomas, der udgav halvdelen af sine digtsamlinger, før han fyldte 21 år og er blevet kaldt en religiøs romantiker, tematiserer Asger Schnack også i et af sin debuts digte emnerne ungdom og sensualitet: ”Ord i mund og/ tand for fugtig læbe/ modne ord på træ/ talt af slangetunge/ slugt af stilket/ øjeæble/ saft i mund og/ drift i ungords have” (s. 58).

Metaforen med ord som saftige æbler på et slags Paradisets træ er kendetegnende – ikke bare for ”Øjeæbler”, men for Asger Schnacks øvrige forfatterskab, hvor sproget bliver sensuelt og sanseligt. Sproget selv, ordene og det at fortælle bliver hovedpersonerne, og et af digtsamlingens afsnit har da også titlen ”ord”. Her oplistes bl.a. en slags humoristisk poetik, dvs. selvlavede retningslinjer for, hvordan man bør og skal skrive. Asger Schnack skriver bl.a.: ”2. lav engang et bål af ord kommaer og punktummer tænd op med en parentes og skriv ned. 3. hvis der ikke er mere blyant så skriv med fingrene hvis der ikke er mere finger så skriv med resten af hånden hvis der ikke er mere hånd så sæt et mærke af din stump i sandet.” (s. 61).

Gennem hele sin udgivelseskarriere har Asger Schnack udfordret ideen om det individuelle forfatterskab og har således skabt bøger med mange andre kunstnere og forfattere. Sammen med fotografen Lars Gundersen har han bl.a. udgivet digt- og fotobogen ”Viborg taler” (2010), og sammen med forfatterkollegaerne Klaus Høeck (f. 1938) og F.P. Jac dannede han i 1980 det fælles pseudonym Bandet Nul.

Om Bandet Nul har Asger Schnack udtalt: ”Vi ville overskride og omforme idéen om digteren som en ensom sjæl, der kun kunne skabe kunst med sig selv. For hvis musikkens kæmper som Charlie Parker og Dizzy Gillespie eller John Lennon og Paul McCartney kunne arbejde sammen, kunne vi vel også. Hvorfor skulle samarbejdet som kunstnerisk udtryk være fremmed for litteraturen?” (Jakob Ravn Fjordbo: Asger Schnack: Jeg begynder at se, hvordan linjerne løber sammen. Kristeligt Dagblad, 2017-06-16).

Det fælles projekt inviterede også digtere som Inger Christensen med i samarbejdet, der endte i en kollektiv skrift og i alt fire bøger, inden F.P. Jac døde i 2008.

”Nul” (1980) åbner med linjen ”Vi tuder øjnene ned i underbukserne”, der på mange måder er symptomatisk for den fælles digtsamling. Sætningen er lettere uforståelig, men samtidig både sanselig og dannet af et ukrukket hverdagssprog. Lyriksamlingens korte digte har næsten alle samme længde, ca. 8-9 linjer, og er langt mere fabulerende end Asger Schnacks debutdigte fra 1967. De indeholder hverdagsord og -vendinger som ’hold kæft’, ’altså’ og ’B-vitaminer’, og overalt er der referencer til især musikkens verden. Musikere som den britiske ambientpioner Brian Eno (f. 1948) og Ramones, der regnes for et af de første punkbands, nævnes, og et sted går sproget, som en ridset LP, i stykker og hakker sig afsted: ”alle alle alle mellem mellem mellem / der der der der der der der der der der” (s. 17) står der bl.a. Det sætningsmæssige brud er et tegn på, at ”Nul” er en mundtlig samling, der indeholder musikalitet, og at den låner fra kunststrømningen dadaisme, hvor bl.a. lyddigte blev et udtryk for en mistillid til det meningsfulde sprog.

Asger Schnacks roman om de virkelige personer Sixten Sparre og Elvira Madigan var bestillingsarbejde fra en forlagsredaktør og blev udgivet under pseudonymet Paardekooper – Schnacks mors efternavn. For at forberede sig på skrivningen tog forfatteren til bl.a. Svendborg og Tåsinge, hvor mange af de dramatiske begivenheder udspillede sig, og om sit arbejde har han i et videointerview udtalt: ”I almindelige romaner er sproget en kulisse for handlingen, men jeg ville lave det omvendte – at handlingen bliver en kulisse for sproget.” (Opdigtet Onsdag: Asger Schnack).

24638677

Asger Schnacks bog starter med nogle af de eneste faktuelle begivenheder i historien om den svenske dragonløjtnant Sixten Sparre og linedanseren Elvira Madigan – nemlig parrets sidste rejse fra Nyborg mod Svendborg samt deres selvmord og mord i Nørreskoven på Tåsinge. Derefter digter forfatteren i afsnittene ”Lidelsen” og ”Smerten” videre om alt det, der er gået forud for parrets fatale endeligt – bl.a. Sixten Sparres forelskelse i Elvira, da han ser hende optræde i et cirkus og flashbacks til hans barndom – og bruger eksempelvis ordene ’muligvis’ og ’måske’ igen og igen i bogens sidste del, der især handler om den dramatiske flugt og parrets seksuelle udfoldelser.

Ved at bruge markører som ’muligvis’ og ’måske’ lægger Asger Schnack fokus på, at hans fiktionalisering er pure opspind og en videredigtning på den myte, der omgiver Sixten og Elviras virkelige personer og dramatiske kærlighedshistorie. Samtidig er romanen, som Asger Schnacks øvrige forfatterskab, et studie i det uafklarede. Her er ingen svar eller sandheder, snarere er læseren vidne til en poetisk iscenesættelse af en kendt myte. Meget sigende er undertitlen ’Blade af en fiktion’, og bogens dvælen ved sproget frem for handlingen afføder en lyrisk og springende fortælling, der begynder med den kronologiske slutning. Dermed handler romanen om Sixten og Elvira ligeså meget om det at fortælle en historie, som den handler om dens hovedpersoners liv og endeligt.

Asger Schnack har gennem sin forlæggerkarriere på især Bebop vist en forkærlighed for avantgardegenrerne dadaisme og surrealisme, der især florerede omkring Første Verdenskrig 1914-1918 og var kendetegnet ved en eksperimenterende og utraditionel tilgang til sproget, der f.eks. blev til meningsløse lyddigte. Den forkærlighed for at beskæftige sig med sprogets form og lyde er også tydelig at spore i Asger Schnacks egne bøger.

Asger Schnacks forfatterskab er præget af en lyrisk og sanselig fornemmelse for sproget, der giver sig til udtryk i hele forfatterskabet, der også tæller erotiske romaner under pseudonymet Ane Schmidt. Også i sine essays, der især har drejet sig om andre digtere, om musikere og den litterære offentlighed, er sproget levende, engageret og knopskydende. Med andre ord har Asger Schnack gennem sit vidtforgrenede forfatterskab især arbejdet med sprogets poesi frem for at fokusere på f.eks. plot eller handling. Om netop manglen på plot i eksempelvis ”Sixten og Elvira” har Asger Schnack udtalt: ”Når stoffet i forvejen er kendt, så er der jo ikke noget plot, som man kan hænge historien op på. Handlingen er på en eller anden måde givet – læseren kender handlingen. Og det er lige noget, jeg gerne vil have, for jeg er ikke specielt interesseret i at lave litteratur, som er båret af handling.” (Opdigtet Onsdag: Asger Schnack).

I erindringsbogen ”Det var ikke mig”, der kan betegnes som lyrikerens prosagennembrud, ses Asger Schnacks fokus på at ’skrive undenom’ også: Hvor en sædvanlig erindringsbog ville forsøge at tegne et billede af den person, der erindrer, skitserer Asger Schnack i stedet alt det, hans person IKKE er. Hjembyen Gentofte udstilles hensynsløst, og bogen er ligeså meget en kritik af hans egen generation, som det er en erindringsbog. Også i denne bog kommer Asger Schnacks syn på jeget som en bevægelig størrelse, der er i evig forandring og ikke bare sådan indfanges på skrift, til udtryk. Snarere peger bogen, som med forfatterens øvrige bibliografi, på det at skrive og fortælle, og spørgsmålet om, om man kan fortælle virkeligheden, tematiseres. Asger Schnacks svar på det spørgsmål er et klokkeklart nej.

I sit dobbelte virke som forlægger og forfatter ligner Asger Schnack mest af alt forfatteren og kritikeren Poul Borum, som han også arbejdede tæt sammen med i slutningen af 1970’erne. I vinteren 1977 til 1978 sad Asger Schnack i kraft af sin rolle som redaktør på Borgens Forlag med ved bordet, da Poul Borum en række søndage samlede en håndfuld unge digtere til læsning og kritik af egne tekster. De unge digtere var alle blevet trykt i det litterære tidsskrift Hvedekorn, som Poul Borum var redaktør på, og som kritiker og digter Lars Bukdahl (f. 1968) nu er redaktør på under forlaget Rosinante.

Dermed var Asger Schnack med til en tidlig version af Forfatterskolen, som Poul Borum sammen med digteren og sprogforskeren Per Aage Brandt (f. 1944) endte med at stifte næsten 10 år efter i 1987. Poul Borum var som digter ekstremt produktiv og udgav især punkdigte inspireret af musik som Iggy Pop og David Bowie, men i dag huskes han særligt for sin store indflydelse på udviklingen af den danske litteratur fra slutningen af 70’erne og op til sin død i 1996.

I deres associative tilgang til sproget – og deres litterære arbejde med både erindringsbøger og den erotiske og sensuelle kærlighed – ligner F.P. Jac og Asger Schnack hinanden. F.P. Jac var dog i højere grad legende humorist, hvor Asger Schnack er avantgardens idealist. Asger Schnack og F.P. Jac udgav digte sammen fra 1980, og i deres fælles projekt med Klaus Høeck, Bandet Nul, smeltede deres skrift så meget sammen, at de forskellige stykker og stemmer ikke entydigt kan skelnes fra hinanden. ”Vi er digtets diagonale kræfter, der hænger billeder op på den klare luft”, skrev de i deres fjerde fællesudgivelse, digtsamlingen ”Vi spiller for vores natur” (2001), og metaforen med at hænge billeder op er for de to digtere central. Begge dyrkede den fri og grænseløse digtning, til tider melankolsk og drømmende, og altid associativ og levende.