Gennem hele sin udgivelseskarriere har Asger Schnack udfordret ideen om det individuelle forfatterskab og har således skabt bøger med mange andre kunstnere og forfattere. Sammen med fotografen Lars Gundersen har han bl.a. udgivet digt- og fotobogen ”Viborg taler” (2010), og sammen med forfatterkollegaerne Klaus Høeck (f. 1938) og F.P. Jac dannede han i 1980 det fælles pseudonym Bandet Nul.
Om Bandet Nul har Asger Schnack udtalt: ”Vi ville overskride og omforme idéen om digteren som en ensom sjæl, der kun kunne skabe kunst med sig selv. For hvis musikkens kæmper som Charlie Parker og Dizzy Gillespie eller John Lennon og Paul McCartney kunne arbejde sammen, kunne vi vel også. Hvorfor skulle samarbejdet som kunstnerisk udtryk være fremmed for litteraturen?” (Jakob Ravn Fjordbo: Asger Schnack: Jeg begynder at se, hvordan linjerne løber sammen. Kristeligt Dagblad, 2017-06-16).
Det fælles projekt inviterede også digtere som Inger Christensen med i samarbejdet, der endte i en kollektiv skrift og i alt fire bøger, inden F.P. Jac døde i 2008.
”Nul” (1980) åbner med linjen ”Vi tuder øjnene ned i underbukserne”, der på mange måder er symptomatisk for den fælles digtsamling. Sætningen er lettere uforståelig, men samtidig både sanselig og dannet af et ukrukket hverdagssprog. Lyriksamlingens korte digte har næsten alle samme længde, ca. 8-9 linjer, og er langt mere fabulerende end Asger Schnacks debutdigte fra 1967. De indeholder hverdagsord og -vendinger som ’hold kæft’, ’altså’ og ’B-vitaminer’, og overalt er der referencer til især musikkens verden. Musikere som den britiske ambientpioner Brian Eno (f. 1948) og Ramones, der regnes for et af de første punkbands, nævnes, og et sted går sproget, som en ridset LP, i stykker og hakker sig afsted: ”alle alle alle mellem mellem mellem / der der der der der der der der der der” (s. 17) står der bl.a. Det sætningsmæssige brud er et tegn på, at ”Nul” er en mundtlig samling, der indeholder musikalitet, og at den låner fra kunststrømningen dadaisme, hvor bl.a. lyddigte blev et udtryk for en mistillid til det meningsfulde sprog.