Asger Schnack har gennem sin forlæggerkarriere på især Bebop vist en forkærlighed for avantgardegenrerne dadaisme og surrealisme, der især florerede omkring Første Verdenskrig 1914-1918 og var kendetegnet ved en eksperimenterende og utraditionel tilgang til sproget, der f.eks. blev til meningsløse lyddigte. Den forkærlighed for at beskæftige sig med sprogets form og lyde er også tydelig at spore i Asger Schnacks egne bøger.
Asger Schnacks forfatterskab er præget af en lyrisk og sanselig fornemmelse for sproget, der giver sig til udtryk i hele forfatterskabet, der også tæller erotiske romaner under pseudonymet Ane Schmidt. Også i sine essays, der især har drejet sig om andre digtere, om musikere og den litterære offentlighed, er sproget levende, engageret og knopskydende. Med andre ord har Asger Schnack gennem sit vidtforgrenede forfatterskab især arbejdet med sprogets poesi frem for at fokusere på f.eks. plot eller handling. Om netop manglen på plot i eksempelvis ”Sixten og Elvira” har Asger Schnack udtalt: ”Når stoffet i forvejen er kendt, så er der jo ikke noget plot, som man kan hænge historien op på. Handlingen er på en eller anden måde givet – læseren kender handlingen. Og det er lige noget, jeg gerne vil have, for jeg er ikke specielt interesseret i at lave litteratur, som er båret af handling.” (Opdigtet Onsdag: Asger Schnack).
I erindringsbogen ”Det var ikke mig”, der kan betegnes som lyrikerens prosagennembrud, ses Asger Schnacks fokus på at ’skrive undenom’ også: Hvor en sædvanlig erindringsbog ville forsøge at tegne et billede af den person, der erindrer, skitserer Asger Schnack i stedet alt det, hans person IKKE er. Hjembyen Gentofte udstilles hensynsløst, og bogen er ligeså meget en kritik af hans egen generation, som det er en erindringsbog. Også i denne bog kommer Asger Schnacks syn på jeget som en bevægelig størrelse, der er i evig forandring og ikke bare sådan indfanges på skrift, til udtryk. Snarere peger bogen, som med forfatterens øvrige bibliografi, på det at skrive og fortælle, og spørgsmålet om, om man kan fortælle virkeligheden, tematiseres. Asger Schnacks svar på det spørgsmål er et klokkeklart nej.