Fortælleren Alex får en dag stillet stolen for døren af sin hustru Amanda. Enten får han styr på sin vrede, eller også vil hun skilles. Han ved, at han bærer på en enorm vrede, men har ikke tidligere opdaget, at hans egne børn er bange for ham. Det fører ham til en terapeut, der hjælper ham med at afkode familietræet: vreden stammer i lige linje fra hans morfar, den kendte svenske forfatter og kritiker Sven Stolpe. Herefter går Alex i en næsten manisk rus i gang med detektivarbejdet med at finde ud af, hvad den vrede handler om.
Det er udgangspunktet for Alex Schulmans ”Bränn alla mina brev” fra 2018 (”Brænd alle mine breve”, 2022), der i en stram komposition foregår i tre tider: en nutid, hvor Alex forsøger at stykke sine morforældres historie sammen, en weekend i 1988, hvor han som 11-årig er på besøg hos sin mormor og morfar og i sommeren 1932, hvor mormor Karin og morfar Sven er på Sigtunastiftelsen, hvor Sven arbejder på et teaterstykke.
62463015
Karin møder her forfatteren Olof Lagercrantz, og de bliver stormende forelskede. Det bliver et livsforandrende møde for både Karin, Olof og Sven, og gennem romanen kan Alex langsomt stykke sammen, hvad der skete i de skæbnetunge dage i den svenske midsommer. Han læser deres breve til hinanden, Olofs dagbøger og besøger de steder, de boede. Og ikke mindst læser han Sven Stolpes bøger på ny og kan se, at de alle er formet over samme læst.
Alex får nuanceret billedet af sin morfar og mormor og får nye aspekter til den fortælling, de selv har givet om deres liv. Sven var en selvoptaget narcissist, der forpestede livet for alle omkring sig, og den gift er sivet ned gennem generationerne til Alex. På den måde bliver ”Brænd alle mine breve” en yderst personlig undersøgelse af, hvordan man bliver formet som menneske, og at det tager flere generationer at ændre på nedarvede mønstre. Det er så smerteligt at bevidne, hvordan Karin gennem et helt liv har underlagt sig Svens luner, og hvordan alle børnene i romanen er vokset op med vagtsomme øjne og fintfølende fornemmelser for de voksnes uforudsigelige humørskifte.
Schulmans virkelighedsnære roman er fortalt sitrende, dirrende og stemningsfuldt i en vekselvirkning mellem læsning af breve og dagbøger, gætterier og indlevelse i bedsteforældrenes virkelighed. Den dramatiske spændingskurve gør, at man som læser bliver optaget af at få kærlighedshistorien, vreden og familiespændingerne afsløret.