Samanta Schweblin blev født i en forstad til Argentinas hovedstad Buenos Aires i 1978. Hun voksede op og blev introduceret til litteratur igennem de internationalt berømte latinamerikanske boomforfattere som Mario Vargas Llosa og Gabriel García Márquez, der stod i forældrenes bibliotek. Allerede som barn havde hun en rig fantasi og fortælletrang og fortalte historier til sin mor, som hjalp med at skrive dem ned og sørgede for at lade nogle af siderne være blanke, så Samanta også kunne illustrere dem.
Hendes morfar var kunstner, og fra otteårsalderen plejede hun at gå til hånde i hans værksted i Buenos Aires, hvor han afholdt workshops, og han blev et af hendes største forbilleder i udviklingen mod selv at blive kunstner. I et interview til Louisiana Literature fortæller hun, hvordan det gjorde et uudsletteligt indtryk på hende fra barnsben at møde voksne mennesker, der var opslugte af deres skaben: ”Jeg var fascineret af deres lidenskab. Jeg følte, at de var optagede af at manipulere med noget, som jeg gik glip af, og at det var det bedste i verden (…)” (Samtale mellem Samanta Schweblin og Valeria Luiselli. Louisiana Literature, 2017. Egen oversættelse).
Som ung studerede Samanta Schweblin filmvidenskab, og hun lærte at skrive filmmanuskripter, bl.a. til komedieserier, ligesom hun også stiftede en web design-virksomhed. Som 17-årig kom hun i gang med at skrive – blandt andet via skriveworkshops – og i 2002 udgav hun som 24-årig sin første bog, ”El núcleo del Disturbio” i forbindelse med en national skrivekonkurrence, hvor hendes familie havde overtalt hende til at sende et manuskript ind. I førstepræmie fik hun sit manuskript udgivet. Siden er den engelske oversættelse af hendes første roman ”Redningsafstand” fra 2014 blev nomineret til den prestigefyldte internationale Man Booker Prize i 2017, og da den engelske oversættelse af ”Fugle i munden” udkom i 2018, blev hun endnu engang nomineret til prisen.
I dag bor Samanta Schweblin i Berlin i bydelen Kreuzberg, hvor hun udover sit forfatterskab blandt andet lever af at afholde skriveworkshops – en beskæftigelse, som hun siger er med til at gøre hende til en bedre forfatter: ”Det er gået op for mig, hvor meget det betyder at arbejde med en tekst, gøre den mere præcis og enklere i sit udtryk” (Videoportræt af Samanta Schweblin. Literarisches Colloquium Berlin, 2017. Egen oversættelse).