Samanta Schweblin skriver fængende og på en måde, der vækker ens begær efter hurtigt at vende siderne for at komme videre i fortællingen. På den måde er hendes bøger nærmest pageturnere. Alligevel er hendes historier absolut ikke letfordøjelige, og man må læse langsomt for at kunne forstå de komplekse, mørke og mareridtsagtige billeder, der fremkaldes.
Uhygge beskriver måske bedst den atmosfære, som Samanta Schweblin skaber i sine bøger, og af den grund bliver hendes litteratur også ofte associeret med gysergenren. I ”Redningsafstand” bliver linjen mellem de levende og døde udvisket, da Davids mor søger en alternativ behandling hos kvinden i det grønne hus for at redde sin søn fra en forgiftning. Uden at det uddybes yderligere, overlever hans krop, mens hans sjæl flytter et andet sted hen.
Men ’gyset’ skabes de fleste gange, når hverdagslige ting og situationer bliver vredet ud af deres genkendelige former, som når beskrivelsen af en meget almindelig læderkuffert i novellen ”Benavides’ tunge kuffert” følges af den lige så nøgterne og ligetil beskrivelse af, hvordan en mand har slået sin kone ihjel: ”Han kommer tilbage til værelset med en stor kuffert. Solid, brunt læder og med fire hjul, meget elegant og med håndtaget i knæhøjde. Han fortryder ikke sine handlinger. Han tror på, at knivstikkene i hans hustrus krop var retfærdige, og såfremt der stadig var liv i hende, ville han gøre arbejdet færdigt uden at føle skyld.” (”Fugle i munden”, s. 219). Her er det ikke følelsen af noget overnaturligt, der får os til at gyse, men oplevelsen af, at det normales overflade så pludseligt flænses af mørket fra menneskedyrets dyb.
Netop sammenstødet mellem det genkendelige og det forfærdelige og ubehagelige understreger, at mørket, ondskaben og volden er en lige så selvfølgelig del af det at være menneske som at spise et stykke toastbrød til morgenmad. Selv har Samanta Schweblin udtalt om sit forfatterskab, at hun altid forsøger at afdække ’mørket’ i sin litteratur: ”Min bedstefar kæmpede for Markisen. Hans job var at komme helt tæt på fjenden for at opsnappe informationer, og nogle gange kunne de informationer redde hele bataljonen. For mig er litteratur lidt det samme: at gå ind i mørket og prøve at forstå, og så komme uskadt tilbage til livet med kostbar erkendelse. Så når jeg arbejder, er det altid for at afdække mørket.” (Videoportræt af Samanta Schweblin. Literarisches Colloquium Berlin, 2017. Egen oversættelse.)
Et andet centralt tema i både ”Redningsafstand” og ”Fugle i munden” er moderskab og relationen mellem forælder og barn. Et helt specifikt motiv gentages i de to bøger: den usynlige tråd eller snor mellem forælder og barn, som kan føles så stærk, at det bliver en stor smerte og behæftet med angst. Mere overordnet undersøger begge værker relationer mellem mennesker – relationen mellem ægtefolk, mellem fremmede, mellem venner og mellem søskende. Især når de bliver fyldt med mørke og vold.