Austerlitz

Citat
”Selv nu, hvor jeg gør mig umage for at huske […] opløses mørket ikke, men fortættes tværtimod ved tanken om, hvor dårligt vi kan fastholde, hvad og hvor meget der hele tiden går i glemme, med hvert udslukt liv, hvordan verden så at sige tømmer sig selv, idet de historier, der er knyttet til de utallige steder og genstande, som ikke selv har nogen evne til at erindre, aldrig bliver hørt, optegnet eller genfortalt af nogen […]”.
”Austerlitz”, s. 32.

Romanen ”Austerlitz” (”Austerlitz”, 2003) udkom i 2001 – samme år som Sebald døde i et trafikuheld. Det er fortællingen om Jacques Austerlitz og hans forsøg på at genskabe sit liv og sin erindring om, hvem han er: sit navn, sprog og historie. Fortællingen starter i 1960erne, hvor bogens fortæller møder den arkitektstuderende Austerlitz i en ventesal i Antwerpen med det rammende navn ”Le salle de pas perdus” (”De fortabte skridts sal”). Fortælleren og Austerlitz støder på hinanden gentagne gange både ved tilfælde og efter aftale, og langsomt bliver både fortæller og læser bekendt med Austerlitz’ historie. Vi lærer bl.a., at Austerlitz i 1939 ankom til England som flygtning fra 2. Verdenskrigs Tjekkoslovakiet med de såkaldte børnetransporter, hvor han blev adopteret af et ældre ægtepar. Austerlitz’ biologiske mor interneres i koncentrationslejren Theresienstadt, og Austerlitz forsøger samtidig bl.a. at genfinde de sidste spor af sin far, der var med i modstandsbevægelsen under krigen.

24923835

”Austerlitz” er en udforskning af tidens og erindringens skrøbelige karakter. Det er en historie om fortidens traumer, og hvordan individet er bygget op af sin fortids tabte spor og sin nutids evige måde at forholde sig til verden. Karakteren (og bogen) Austerlitz – hvis navn er det samme som slaget ved Austerlitz i 1805, og hvis navn ligger uhyggelig tæt op af Auschwitz – er en kompleks skikkelse, der på den ene side indkapsler fortællingen om de konsekvenser, som mange børn under krigen led, og på den anden side en måde at forsøge at gennemleve, forstå og give sprog til fortidens traumer. Lange sætninger (ofte på flere sider), manglende afsnit, omvendt ordstilling, slørede fotografier m.v. medvirker til en romankonstruktion, der afsøger erindringens, historiens og fortrængningens karakter. Som i ”Saturns Ringe” og ”Højde. Skræk” kombineres historiske ekskursioner med romanfortællingen. Historien om Austerlitz er dog nok Sebalds mest entydige romanværk, hvor fortælletråden trods alt følger den samme røde tråd i historien om Austerlitz. Typisk hos Sebald er det imidlertid stadig forholdet mellem historiens små og store begivenheder og steder, samt hvordan vores egen historie og erfaring kan spores i disse relationer, der er et omdrejningspunkt for romanen.