W. G. Sebalds værker kredser om forholdet mellem historien og erindringen. En enorm detaljerigdom og lange komplekse beskrivelser, der yderligere kredser om alt fra historiske fakta, biologiske teorier og individets egen søgen efter en position i en hastigt foranderlig verden, er et gentagende forsøg på at forstå, hvordan menneskets tilhørsforhold nødvendigvis er en kompleks sammenstilling mellem sted og tid. Der er en manglende fornemmelse af kronologi, når fortiden konstant lader sin skrøbelige og fortrængte stemme træde frem – hvad enten det er i genkaldelsen af tabte erfaringer eller historiske personer, der pludselig dukker frem. Hans tekster fremstår som arkiver, hvor det mest upåagtede kan dele stemme med historiens største begivenheder.
Sebalds bøger kredser om en kritik af moderniteten. Historiens katastrofer og menneskelige konsekvenser er tilbagevendende temaer – f.eks. i ”Austerlitz”, hvor Auschwitz ikke nævnes med ét ord, men hænger som et uhyggeligt spøgelse over hele teksten. Anden Verdenkrigs traumer og koncentrationslejrene er spor, der runger som et ekko gennem historien og i den enkeltes levede krop. Sebald lader fiktion og fakta sammenfiltre, så det til sidst synes umuligt at skelne den historiske genre fra den litterære. Formålet er imidlertid ikke blot at påpege modernitetens indvirkning på vores liv, men at åbenbare den i læseprocessen og vise, hvordan forfald og krig lokaliseres som begivenheder, der for evigt går igen. Det er en afsøgning af vores glemte steder og traumatiske spor, og hvordan disse har påvirket vores liv og erfaringer.
Sebalds brug af lange sætninger er et stilistisk greb til at mime historiens bevægelse. Men ligeså tit som læseren kan lade sig fortabe eller fare vild i hans labyrintiske sætningskonstruktioner, på samme måde må læseren – som Sebald selv, fortælleren eller hovedkarakteren – konstant afsøge og afmærke en mening i et kæmpemæssigt arkiv. Brugen af fotografier i flere værker bliver en visuel tilføjelse, der komplementerer teksten og giver den synligt liv. Men hvorvidt disse fotografier er faktuelle referenter eller ej, forbliver ofte ubestemt. Historien, tiden og erindringen er med andre ord konstruktioner, hvis mening kun kan erkendes som skrøbelige størrelser, hvis påvirkning på livet er så stort, at vi selv – som Austerlitz – må finde os selv i fortidens ødelæggende gentagelser.