Afghanerne

Citat
”Mens hun lå i sengen og forsøgte at komme til hægterne, spekulerede hun på, hvad krig gjorde ved folk. Disse kvinder var traumatiserede, både hende som havde slået ihjel for et stykke tørresnor, og dem som lo af det bagefter. De havde set så meget død, så meget lidelse, at de var blevet afstumpede.”
”Afghanerne”, s. 104.

”Afghanerne” (”Afghanerne”, 2023) blev udgivet i 2022. Historien er fortalt af afghanere, Åsne Seierstad mødte i løbet af det første år med Talibans styre fra august 2021 til august 2022.

Hjemme i Norge havde Seierstad interviewet Jamila Afhani, som flygtede fra Talibans magtovertagelse i 2021. Før Jamila havnede i Norge, kæmpede hun for kvinders rettigheder i sit hjemland. Det var for at finde og interviewe Jamilas modpol, at Seierstad tyve år efter sit første besøg rejste tilbage til Kabul. Her mødte hun Bashir, som havde magt og et liv, som Seierstad følte kunne repræsentere Taliban. Seierstads mål har været at forstå mere om Taliban og om, hvordan de regerer i dag. Hvad er som før, hvad har ændret sig, og hvad ønsker de at opnå i Afghanistan.

135550051

Historierne er handlingsdrevne, og den alvidende fortællerstemme springer i tid og beretter fra skiftende synsvinkler. De interviewede personer optræder i den rækkefølge, de blev født, i hver deres periode af landets historie. Jamila kom til verden i 1976, et par år før Sovjetunionens invasion. Som spæd blev hun syg af polio, der gjorde hende lam i benet. På trods af sit handicap insisterede hun på at lære at gå, og hun ville også i skole som sine brødre. Bashir blev født i 1987, da krigen lakkede mod enden, og hans historie handler om en ung mand, der stikker af hjemmefra for at blive talibaner.

Bogens sidste hovedperson, Ariana, blev født ved årtusindskiftet, året før terrorangrebene i USA den 11. september 2011.  Ariana kom til verden, da vestlige styrker indtog landet, og hendes opvækst har været præget af vestlige idealer og følelsen af, at livet er fuldt af muligheder, indtil Talibans magtovertagelse i 2021, hvor hun oplevede sine muligheder svinde ind. I Norge sidder Ariana og kan se til, imens alt, hun har arbejdet for, falder sammen.

Med Seierstads registrerende reporterblik og indfølende fortællestil kommer man ind under huden på de mennesker, hvis historier hun skildrer.