Åsne Seierstad

Åsne Seierstads fødeby er Oslo, hvor hun kom til verden i 1970. Hun voksede op med sine søskende i Lillehammer og to år i Frankrig. Hendes mor Frøydis Guldahl er feminist og forfatter, og hendes far er den norske politiker Dag Seierstad. Forældrenes stærke værdier og politiske bevidsthed har præget Åsne Seierstads opvækst, og om sine forældre har Åsne Seierstad udtalt: ”De er som et kompas og en forankring, noget at strække sig efter og noget at komme tilbage til, når man er løbet for langt væk fra sine værdier.” (Geir Svardal: Krigen får fred for Åsne. Adresseavisen, 2016-11-12. Egen oversættelse).

I et sabbatår efter gymnasiet rejste hun rundt i Latinamerika, hvorefter hun begyndte at studere spansk ved universitetet i Oslo, hvor hun blev cand.mag. i russisk, spansk og idéhistorie. I løbet af sin studietid boede hun i Moskva og arbejdede som freelancereporter for avisen Arbeiderbladet, for hvem hun skrev en række artikler om krigen i Tjetjenien. Senere blev hun sendt til Eksjugoslavien, efter at NATO-styrker var rykket ind i Kosovo. Seierstad har rejst rundt til mange krigshærgede områder; hun dækkede den amerikanskledede invasion af Afghanistan og tog til Irak og rapporterede til en lang række medier i både Europa og USA.

I et interview fortæller Seierstad om, hvordan hun begyndte at skrive bøger: ”At jeg begyndte at skrive bøger, var egentlig lidt af en tilfældighed. Det var ikke fordi, jeg følte at avisformatet ikke passede. Jeg arbejdede for en lille norsk avis, og jeg var egentlig ganske middelmådig og ikke noget særligt. Men så blev jeg tilfældigvis sendt til Kosovo, fordi ingen andre kunne, og redaktøren vidste, at jeg havde været i Tjetjenien. En dag ringede de så fra det norske forlag Cappelen og sagde: ”Vi vil gerne have dig til at skrive en bog fra Balkan.”” (Andreas Harbsmeier: I krig med Åsne Seierstad. Lettre Internationale: Europas kulturmagasin, 2007).

I 2000 debuterede hun som forfatter med bogen ”Med ryggen mot verden – portretter fra Serbia”. Sit internationale gennembrud fik hun med ”Boghandleren i Kabul” (2003), som er oversat til 40 sprog.

Udover at være krigskorrespondent og forfatter er hun mor til to børn, som hun har sammen med musikeren Trygve Seim.

Åsne Seierstad debuterede i 2000 med bogen ”Med ryggen mot verden – portretter fra Serbia”. Bogen blev genudgivet i en bearbejdet version i 2004 med titlen ”Med ryggen mot verden – fremdeles” (”Med ryggen mod verden – portrætter fra Serbien”, 2005). Det er denne version, som er oversat til dansk.

Bogen er blevet til på baggrund af tre rejser til Serbien, som Åsne Seierstad foretog i årene 1999 til 2004. De voldsomme krige på Balkan i halvfemserne blev betragtet som afsluttede, men området var stadig præget af stor uro. Seierstad blev sendt til Serbien som korrespondent for den norske statskanal NRK med det formål at dække kamphandlingerne mellem serberne og albanerne og de medfølgende flygtningestrømme. Seierstad ville finde frem til de mennesker, som var blevet kastet ind i krigen. Hun fandt tretten enkeltpersoner og en familie, som hun fulgte i vinteren og foråret 2000.

25640365

Vi hører om den ældre bonde Deda Bora, som er skeptisk over for Vestens indblanding, om journalisten Bojana, der arbejder for et uafhængigt medie og lever med frygten for at blive anholdt, om den unge præst Sveta, der mener, at folket må renses, og om operationssygeplejersken Mira som besøger sin krigsforbryderdømte mand i fængslet.

Seierstad vender tilbage til de samme mennesker flere gange i løbet af sine rejser til Serbien, og læseren får et indblik i, hvordan deres liv forandrer sig. De portrætterede personer har forskellige politiske ståsteder og meninger om den vestlige påvirkning, men tilsammen danner de en mosaik af menneskeskæbner, hvis liv har været præget og til stadighed præges af Balkans uroplagede historik.

”Med ryggen mod verden” er en stemningsfuld reportagebog, som udgør et fletværk af politiske og historiske betragtninger, dialoger og detaljerede person– og miljøbeskrivelser. Historierne er fortalt fra Seierstads perspektiv i en jeg-form, som glider i baggrunden for at lade de portrætterede personers stemmer komme til orde.

”Bokhandleren i Kabul. Et familiedrama” (”Boghandleren i Kabul, et familiedrama”, 2003) udkom på norsk i 2002 og blev en verdensomspændende bestseller.

Baggrundshistorien for bogens tilblivelse er et møde med en boghandler i Kabul i foråret 2002. Efter terrorangrebet mod New York 11. september 2001 rejste Åsne Seierstad som krigskorrespondent til Kabul, og det var i tiden lige efter Talibans fald, at hun mødte boghandleren og besluttede sig for at skrive en bog om ham og hans familie. Hun opholdt sig hos familien i flere måneder og indsamlede materiale til bogen i form af interviews med familiemedlemmerne og observationer af deres hverdag.

”Boghandleren i Kabul” begynder med historien om, hvordan det gik til, at boghandleren, Sultan Khan, tog sig en ny kone. Han havde én kone i forvejen, men mente, at det var på tide at få sig en til. Valget faldt på den 16-årige Sonya.

27173780

I begyndelsen syntes forældrene, at hun var for ung, men en tilstrækkelig høj brudepris fik dem alligevel til at acceptere det arrangerede ægteskab.

Bogen er skrevet fra en alvidende fortællerposition, der skiftevis kan gå ind og ud af personernes bevidsthed og som rapporterer om den politiske situation, de skikke og forbud, som især kvinderne må indordne sig under. Kompositorisk er bogen bygget op som korte, tidsspringende nedslag i familiens liv; i et tilbageblik hører vi om det religiøse politi, der konfiskerede bøger fra Sultans butik, og i et nutidsspor følger vi hans første kone Sharifa som føler sig tilsidesat, da den nye kone Sonya flytter ind. Snart melder en baby sin ankomst, og den yngste datter Leila får endnu mere husarbejde at se til med de nye familiemedlemmer i huset.

Genremæssigt kan bogen betegnes som litterær reportage, på den måde at Åsne Seierstad benytter sig af litterære virkemidler ved at skrive fra de interviewede personers synsvinkel. I et sansemættet og ligefremt sprog skriver Seierstad indlevende om de portrætterede familiemedlemmer og om den patriarkalske familiestruktur, som styrer deres liv.

”Hundre og én dag” (”Hundrede og én dag. En beretning fra Bagdad”, 2004) blev udgivet i 2003. I bogen fortæller Åsne Seierstad om sine oplevelser før, under og efter krigen i Irak. Hun befinder sig i Bagdad, da krigen bryder ud, og kildematerialet er baseret på egne og andres øjenvidneberetninger. I forordet kalder hun bogen for en reportagerejse og understreger, at det er hendes version af historien, og at ingen historie indeholder hele historien.

Reportagen begynder med ankomsten til Bagdad om natten, hvorefter detaljerede beskrivelser følger af mødet med byen og dens indbyggere. Seierstad inviterer læseren ind i sin arbejdsproces; journalistens jagt på historier. Hun er ikke kommet for sightseeing, men for at snakke med folk og finde ud af noget om deres liv og se deres hjem.

25353862

Det viser sig dog at blive en vanskelig opgave, for alene det at opsøge en skole, et sygehus eller en institution kræver tilladelse fra Informationsministeriet. Dagene går med at interviewe folk, der ikke tør tale i et land, som har ører og øjne overalt. Seierstad betror læseren, at hun ikke på noget tidspunkt tidligere har arbejdet under så vanskelige forhold, netop fordi ingen tør dele deres historie. Rygterne om, at en krig snart vil bryde ud, får mange til at pakke deres ting og rejse væk. Seierstad er en af de få journalister, der insisterer på at blive.

”Hundrede og én dag” er bygget op omkring Seierstads artikler, som hun fik trykt i flere europæiske medier fra januar til april 2003, og derudover består bogen af forskellige teksttyper, observationer, e-mails, avisudklip og stemmer; lige fra George Bushs transmitterede tv-stemme til kollegaers og tilfældige folks stemmer på gaden. 

I en uprætentiøs tone formidler Seierstad journalisternes historie set fra krigens centrum og giver læseren et detaljeret indblik i de vanskelige arbejdsbetingelser, som journalister arbejder under i konfliktområder som Irak.

”De krenkede – historier fra Tsjetsjenia” (”Englen i Groznyj – Historier fra Tjetjenien”, 2008) udkom i 2007 og er baseret på Åsne Seierstads oplevelser fra hendes rejser til Tjetjenien. Første gang i 1994, da krigen brød ud, og hun rejste ud for at dække den. Tolv år senere tog Seierstad tilbage til Kaukasus.

Bogen åbner med en beskrivelse af hund, der er blevet slået ihjel. Det er den snart 12-årige dreng Timur, som har dræbt den. Han er forældreløs og bor i et bombesprængt højhus, hvor der kun er betonskelettet tilbage. Han lever af duer, som han fanger og steger over et bål på en etage, hvor loftet er sprængt bort. Ved lossepladsen finder han rester af mad og stjæler fra de tiggende børn ved basaren.

27554709

Den sceniske beskrivelse glider over i en beretning om hans livshistorie; hvordan han blev født en krigsvinter i 1994, om faren, der døde i krig, om moren, der forsvandt nogle år senere, om hvordan han voksede op hos bedsteforældrene på landet. Da bedsteforældrene døde, blev han sendt hen til sin voldelige onkel, der bankede ham og voldtog hans søster.

”Englen i Groznyj” er skrevet i en formidlingsform, der veksler mellem fortællende og rapporterende spor set fra Seierstads perspektiv. Vi hører om, hvordan hun kom til at beskæftige sig med Tjetjenien, sideløbende med, at vi får historier om menneskeskæbner, hun har mødt på sin vej. To centrale personer er kvinden Hadizat og hendes mand Malik, som driver et børnehjem.

Vi hører om omstændighederne omkring åbningen af børnehjemmet. Hadizat er selv vokset op på et sovjetisk børnehjem i Groznyj i 1960’erne. En trafikulykke gør parret ude af stand til at få børn, og da krigen bryder ud i Groznyj og ingen ved, hvad de skal stille op med de mange forældreløse børn, tager Hadizat og Malik børnene til sig. Seierstad besøger børnehjemmet, og det er her, hun møder gadedrengen Timur.

”Englen i Groznyj” er en barsk bog, som stiller skarpt på børnenes livshistorier og skildrer de konsekvenser, krigen har for dem, men det er også en bog, som fremviser et håb i skikkelse af Hadizat, der tager gadebørnene til sig.

”En av os. En fortelling om Norge” (”En af os, en fortælling om Norge, Utøya og Anders Breivik”, 2014) udkom på norsk i 2013. Det er Åsne Seierstads første bog om hendes hjemland. Omdrejningspunktet er det største angreb på Norge i fredstid, der fandt sted 22. juli 2011, og som Anders Breivik var gerningsmanden bag. Bogen er blevet til på baggrund af et omfattende kildemateriale, som indbefatter udtalelser fra venner og familie, dokumenter fra retssagen og vidneudsagn fra ofre. Gerningsmanden selv har ikke ønsket at udtale sig, derfor er bogen baseret på, hvad andre har sagt om ham, og det han selv har skrevet i sit manifest, på nettet og i breve. Hans tanker i gerningsøjeblikket er hentet ordret fra retsreferaterne. 

Egentlig var det bare en artikel, Seierstad skulle skrive for en amerikansk avis. Det udviklede sig til en bog om retssagen og blev til ”En af os”, som både følger retssagen, Breivik og udvalgte ofres færden, fra det øjeblik, angrebet skete, til politiets kritisable håndtering af sagen.

51032187

Bogen begynder med en scenisk genfortælling af, hvad der skete ved kærlighedsstien på Utøya set fra et øjenvidnes perspektiv. En stor gruppe unge var samlet på øen i forbindelse med en socialdemokratisk ungdomslejr, da Breivik på brutal vis angreb dem. 

Næste kapitel beskriver fødslen af Wenche og Jens Breiviks søn og herefter tegnes et indgående portræt af forældrene, deres forhold og livshistorie, og ligeledes udfoldes Anders’ opvækst som skilsmissebarn og en barndom præget af ensomhed og som skolens mobber. Seierstad skildrer hele Breiviks livsforløb fra barndom til hans periode som World of Warcraft-gamer og hans fascination af højrepopulister, til han skriver sit eget manifest. Undervejs indflettes brudstykker fra et par af de unge ofres livsforløb og tiden op til lejrturen.

I ”En af os” forsøger Seierstad at nærme sig mennesket bag massemorderen ved at gå i dybden med hans opvækst og pege på de psykologiske forklaringer, der ligger til grund for hans ekstreme holdninger. Seierstad beskriver det selv som en bog, der handler om at søge samhørighed uden at finde det. Træde ud af fællesskabet og at ramme det på den mest brutale måde.

Dokumentarbogen ”To søstre” udkom i 2016 (”To søstre”, 2021) og er Åsne Seierstads sjette værk. Bogen handler om de to søstre Ayan på 19 og Leila på 16 år, som en oktoberdag i 2013 forlader deres hjem i en lille norsk by. Pigerne rejser til Syrien for at lade sig gifte med krigere fra Islamisk Stat. Pigernes far Sadiq rejser efter døtrene.

I et kapitel om bogens tilblivelse forklarer Seierstad, at kildematerialet bygger på interviews med familien, venner, klasselærere og pigernes efterladte papirer, som Seierstad fik lov af familien til at læse. Scenerne er opbygget ud fra, hvad de som var til stede, har fortalt. Det lykkedes dog ikke at få søstrene til at udtale sig. En af grundene til deres tavshed kan være, at IS-medlemmer ikke må lade sig interviewe uden tilladelse. Seierstads hovedregel i arbejdet med at skildre personer, hun aldrig har mødt eller som ikke selv vil fortælle, er at begynde med handlinger – det, de rent faktisk har gjort, som bevisligt har fundet sted.

52980593

Bogen åbner med en beskrivelse af søstrenes værelse, som det står tilbage, efter de er rejst. I en nærmest filmisk scene gennemspilles den morgen, pigerne forlod deres hjem, for øjnene af læseren; en ganske almindelige morgen, med de daglige morgenrutiner og uden at hverken brødrene eller forældrene fatter mistanke, før senere på dagen, da pigerne ikke kommer hjem som forventet. Herefter følger vi de intense timer, da det går op for forældrene, at deres døtre er forsvundet. En mail tikker ind på farens computer, et afskedsbrev, hvor pigerne fortæller, at de er rejst til Syrien for at hjælpe til med, hvad de kan.

Et andet spor i bogen er historierne om pigernes opvækst, og om hvordan deres liv forandrer sig i takt med, at fascinationen for ekstremistisk islam bliver stærkere; de går fra at være nypraktiserende muslimer til at blive radikaliserede, en forandring som deres omverden opdager for sent.

Seierstads projekt har været at forstå søstrenes livsvalg, og for at kunne gøre det har hun forsøgt at lære dem at kende ved at dykke ned i det liv, de efterlod. ”To søstre” er en familiefortælling, som tematiserer radikaliseringen blandt unge og et portræt af to unge piger, som føler sig fremmede i både Norge og Somaliland, hvor familien oprindeligt kommer fra.

”Afghanerne” (”Afghanerne”, 2023) blev udgivet i 2022. Historien er fortalt af afghanere, Åsne Seierstad mødte i løbet af det første år med Talibans styre fra august 2021 til august 2022.

Hjemme i Norge havde Seierstad interviewet Jamila Afhani, som flygtede fra Talibans magtovertagelse i 2021. Før Jamila havnede i Norge, kæmpede hun for kvinders rettigheder i sit hjemland. Det var for at finde og interviewe Jamilas modpol, at Seierstad tyve år efter sit første besøg rejste tilbage til Kabul. Her mødte hun Bashir, som havde magt og et liv, som Seierstad følte kunne repræsentere Taliban. Seierstads mål har været at forstå mere om Taliban og om, hvordan de regerer i dag. Hvad er som før, hvad har ændret sig, og hvad ønsker de at opnå i Afghanistan.

135550051

Historierne er handlingsdrevne, og den alvidende fortællerstemme springer i tid og beretter fra skiftende synsvinkler. De interviewede personer optræder i den rækkefølge, de blev født, i hver deres periode af landets historie. Jamila kom til verden i 1976, et par år før Sovjetunionens invasion. Som spæd blev hun syg af polio, der gjorde hende lam i benet. På trods af sit handicap insisterede hun på at lære at gå, og hun ville også i skole som sine brødre. Bashir blev født i 1987, da krigen lakkede mod enden, og hans historie handler om en ung mand, der stikker af hjemmefra for at blive talibaner.

Bogens sidste hovedperson, Ariana, blev født ved årtusindskiftet, året før terrorangrebene i USA den 11. september 2011.  Ariana kom til verden, da vestlige styrker indtog landet, og hendes opvækst har været præget af vestlige idealer og følelsen af, at livet er fuldt af muligheder, indtil Talibans magtovertagelse i 2021, hvor hun oplevede sine muligheder svinde ind. I Norge sidder Ariana og kan se til, imens alt, hun har arbejdet for, falder sammen.

Med Seierstads registrerende reporterblik og indfølende fortællestil kommer man ind under huden på de mennesker, hvis historier hun skildrer.  

Med sine bøger formidler Åsne Seierstad yderpunkterne, de ekstreme begivenheder og situationer, som det kan være vanskeligt at sætte sig ind i, og det er ikke risikofrit at fortælle fra verdens brændpunkter. I et interview fortæller hun om, hvad det er der, driver hende: ”Adrenalinen er ikke drivkraften. Jeg ville helst være foruden al den fare. Men min interesse har altid ligget uden for Norge. Det begyndte, da jeg boede i Rusland, og pludselig kom krigen i Tjetjenien. På den måde, var det også krigen, der hjemsøgte mig, og ikke kun mig, der opsøgte krigen. Det, der interesserer mig, er ikke krigen i sig selv, men de mennesker, der er påvirket af den: hvad sker der med mennesker i ekstreme situationer- mennesker der lever under truslen om konflikt og krig.” (Andreas Harbsmeier: I krig med Åsne Seierstad. Lettre Internationale: Europas kulturmagasin, 2007).

Det er Åsne Seierstads ønske, at alle skal kunne læse hendes bøger og få noget ud af dem, også folk som normalt ikke læser: ”Det er en mission i mine bøger, at læseren efter endt læsning stopper op og tænker: selvfølgelig tænker de ikke lige som mig. En anden ting ved mine bøger er, at selv om man ikke følger med og er en god læser, kan man godt læse dem med stort udbytte.” (Andreas Harbsmeier: I krig med Åsne Seierstad. Lettre Internationale: Europas kulturmagasin, 2007).

Seierstad er kendt for at skrive i en indlevende og sanselig stil, som netop gør det muligt for læseren at leve sig ind i tænkemåder og verdener, som ligger fjernt fra en selv, men hun er også blevet kritiseret for sin litterære metode, eftersom det kan være vanskeligt at skelne fiktionsgrebene fra det faktuelle. Hovedvidnet Shah Mohammad Rais, som medvirker i ”Boghandleren i Kabul”, protesterede mod indholdet i bogen og anlagde en retssag mod hende, fordi han mente, at hun ikke refererede ham og hans familie korrekt. Retssagen i 2011 endte med, at Seierstad blev frikendt for anklagerne mod hende. Shah Mohammad Rais skrev sin egen version af historien i bogen ”Det var en gang en bokhandler i Kabul”, som udkom på norsk i 2006.

I et interview forklarer Seierstad, at al journalistik er en redigeret udgave af virkeligheden: ”Jamen som læser kan man aldrig være sikker. Man er altid afhængig af journalisten, fordi det jo er journalistens redigerede version af virkeligheden, man præsenteres for. Der foregår jo reelt meget mere i virkeligheden, end det, journalisten skriver om. Det er en filtreret udgave af virkeligheden. I min bog »Englen fra Groznyj« er alt fakta, og alt er min oplevelse af fakta. Men selvfølgelig kan der være andre versioner af sandheden eller andre fortolkninger af virkeligheden, om man vil.” (Anna Libak: Interview: Profession romanreporter. Weekendavisen, 2008-02-01).

I et interview fremhæver Åsne Seierstad den polske reporter Ryszard Kapuściński som et af sine forbilleder: ”Jeg tror også, at Kapuscinski var drevet af en ubændig nysgerrighed, men jeg ser også mig selv som en form for folkeoplyser – eller måske nærmere som en formidler af folkeforståelse. ’De andre’ har en bestemt opfattelse af verden, og vi har en bestemt opfattelse af verden. Og det er nødvendigt at tilbringe meget tid, tale med mennesker og beskrive dem, for at kunne forstå denne verdensopfattelse.” (Andreas Harbsmeier: I krig med Åsne Seierstad. Lettre Internationale: Europas kulturmagasin, 2007).

Den danske journalist og forfatter Puk Damsgård har flere ligheder med Åsne Seierstad; begge formidler de historier fra verdens brændpunkter og bearbejder omfattende kildemateriale med blik for, hvordan dramaturgiske virkemidler kan skabe vedkommende læseoplevelser. Et eksempel på et værk af Puk Damsgård, der tematisk og metodisk er beslægtet med Seierstads forfatterskab, er ”Den sorte kat i Mosul” (2017), hvor Puk Damsgård portrætterer en række mennesker fra det krigshærgede Irak.

Vender man blikket mod skønlitteraturen, berører Khaled Hosseinis forfatterskab mange af de samme tematikker, som Seierstad tager op i sine bøger om Afghanistan. Hosseinis roman ”Under en strålende sol” (2007) er en fortælling om kvindernes liv i Afghanistan i sidste del af det 20. århundrede, hvor kvindernes livsmuligheder indskrænkes efter talibanernes magtovertagelse i 1996.

En dansk forfatter, som skildrer kvindernes liv i det krigshærgede Afghanistan, er Anne-Cathrine Riebnitzsky som både har en litterær uddannelse og en baggrund i militæret bag sig. I sin debutroman ”Den stjålne vej” fra 2012 skildrer Riebnitzsky almindelige menneskeskæbner i et krigsramt Afghanistan.

Der er skrevet en del om massemordet på Utøya. I ”En norsk tragedie” (2013) af

Aage Storm Borchgrevink fokuseres der, ligesom i Seierstads ”En af os”, på de psykologiske aspekter hos gerningsmanden.