Med ryggen mod verden

Citat
”To gange om året besøger Mira sin mand. En gang alene og en gang med døtrene. Røde Kors betaler rejsen. De knappe besøgsdage har faste rutiner. Klokken ni om morgenen låses hun ind i fængslet, ransages og undersøges med metaldetektorer. Vagterne kigger i skoene, i lommerne, i munden. Det er ikke lovligt at tage noget med sig ind i besøgsrummet, bortset fra cigaretter, også de bliver belyst og undersøgt.”
”Med ryggen mod verden”, s. 146.

Åsne Seierstad debuterede i 2000 med bogen ”Med ryggen mot verden – portretter fra Serbia”. Bogen blev genudgivet i en bearbejdet version i 2004 med titlen ”Med ryggen mot verden – fremdeles” (”Med ryggen mod verden – portrætter fra Serbien”, 2005). Det er denne version, som er oversat til dansk.

Bogen er blevet til på baggrund af tre rejser til Serbien, som Åsne Seierstad foretog i årene 1999 til 2004. De voldsomme krige på Balkan i halvfemserne blev betragtet som afsluttede, men området var stadig præget af stor uro. Seierstad blev sendt til Serbien som korrespondent for den norske statskanal NRK med det formål at dække kamphandlingerne mellem serberne og albanerne og de medfølgende flygtningestrømme. Seierstad ville finde frem til de mennesker, som var blevet kastet ind i krigen. Hun fandt tretten enkeltpersoner og en familie, som hun fulgte i vinteren og foråret 2000.

25640365

Vi hører om den ældre bonde Deda Bora, som er skeptisk over for Vestens indblanding, om journalisten Bojana, der arbejder for et uafhængigt medie og lever med frygten for at blive anholdt, om den unge præst Sveta, der mener, at folket må renses, og om operationssygeplejersken Mira som besøger sin krigsforbryderdømte mand i fængslet.

Seierstad vender tilbage til de samme mennesker flere gange i løbet af sine rejser til Serbien, og læseren får et indblik i, hvordan deres liv forandrer sig. De portrætterede personer har forskellige politiske ståsteder og meninger om den vestlige påvirkning, men tilsammen danner de en mosaik af menneskeskæbner, hvis liv har været præget og til stadighed præges af Balkans uroplagede historik.

”Med ryggen mod verden” er en stemningsfuld reportagebog, som udgør et fletværk af politiske og historiske betragtninger, dialoger og detaljerede person– og miljøbeskrivelser. Historierne er fortalt fra Seierstads perspektiv i en jeg-form, som glider i baggrunden for at lade de portrætterede personers stemmer komme til orde.